AnnonceLuk annonce




Elever er blevet bedre til matematik

28-03-2019

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I to år har der været særlig fokus på, at eleverne i folkeskolerne i Kalundborg Kommune skal blive bedre til matematik, og de er nu godt på vej.

Eleverne på folkeskolerne i kommunen er blevet bedre til matematik. Det er konklusionen efter resultaterne af de seneste nationale tests blev præsenteret på kommunalbestyrelsesmødet onsdag den 27. marts.

Andelen af elever med gode resultater i matematik er samlet set steget med 10 pct. fra skoleåret 2016/17 til 2017/18. Resultaterne er dog ikke tilgængelige på detailniveau, da Undervisningsministeriet har besluttet, at de konkrete resultater ikke må offentliggøres. Derfor er resultatet blevet præsenteret for Kommunalbestyrelsen under et lukket punkt. Det kan dog afsløres, at flere elever i 3. klasse nu betegnes som gode og allerdygtigst til matematik, og flere elever i 6. klasse har også opnået gode resultater, sammenlignet med året før. 

De seneste to år har skolerne i Kalundborg Kommune haft fokus på, at eleverne skal blive bedre til matematik, og Mette Heidemann, der er direktør for Børne-, Skole- og Familieområdet i Kalundborg Kommune er glad for indsatsen fra skolerne.

”Det er meget positivt, at skolernes målrettede indsats for at styrke matematikken, nu kan ses i de nationale tests,” siger hun. Hun fremhæver ydermere, at matematik-satsningen er særlig vigtig for elevernes muligheder for at begynde på én af de naturvidenskabelige uddannelser, som findes i Kalundborg.

Årby Skole har rykket sig markant

På Årby Skole, som er én af de skoler, hvor fremgangen ses tydeligst, har der både været fokus på efteruddannelse af lærere og ekstra matematiktimer til eleverne.

”Vi har afsat ekstra timer til matematikstøtte for udfordrede elever samtidig med, at vi har indført noget, vi kalder matematik for nørder for de særligt dygtige. På den måde sikrer vi, at alle elever bliver udfordret tilpas for at kunne blive bedre til matematik,” siger skoleleder Per Halkjær.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0