AnnonceLuk annonce




Ole fra tanken

22-12-2018

Ole Jensen foran sin forretning på Holbækvej i Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Det er efterhånden længe siden, at Ole Jensen drejede nøglen om i forhold til at have tankstation på Holbækvej i Kalundborg, men i manges øjne er han stadig 'Ole fra tanken' – selv om Ole Jensen i de sidste mange år har ejet et autoværksted og biludlejningsfirma på samme adresse.

For 38 år siden åbnede Ole Jensen, sammen med sin hustru Lotte, tankstation og autoværksted på Holbækvej i Kalundborg. De første år knoklede de to alene i forretningen, efter nogle år kom der et par ansatte til for at passe tanken i weekenden og om aftenen. For 13 år siden lukkede og slukkede tankstationen imidlertid, men I dag ejer Ole Jensen bygningen, og de er fem på værkstedet og to i butikken, der i dag huser værksted, dækcenter og biludlejningsfirma.

”I 1992 overtog vi bygningen på den anden side, hvor vi har værksted i dag. Tankstationen lukkede vi i 2005, hvorefter vi købte bygningen, og vi har siden haft dækcenter i lokalerne,” fortæller Ole Jensen.

Ole Jensen er 65 år, og har absolut ingen planer om pension. Han elsker sit job, og arbejder gerne 12 timer i døgnet.

”Jeg kommer som regel kl. 6 om morgenen, for der har jeg det hele for mig selv, og så er der god tid til at planlægge dagen. Vi har nogle fantastiske kunder, og det er da helt sikkert også en af grundende til, at jeg gider blive ved. Jeg synes stadig, at det er sjovt at være her, og så længe jeg synes det, er jeg her. Vi har en stor fast kundeskare, og det gør det meget hyggeligere, at man kender hinanden, og det er jo netop fordelen ved en lille by,” siger Ole Jensen, der tilføjer, at der selvfølgelig også kommer nye kunder til, og at de naturligvis også er meget velkomne.

En stor familie 

Ole Jensen er født og opvokset i Kalundborg, hvor han også altid har boet. Som 27-årig startede han værkstedet og tankstationen, der dengang hed Esso, inden det blev til Statoil i 1986, sammen med sin hustru. Inden da havde han været hos Hans Frederiksen, der havde Shell på Slagelsevej i Kalundborg, og læretiden som mekaniker foregik hos Klarskov på Folkevogn i Kalundborg. 

”Jeg kan godt lide en by som Kalundborg. Her kender jeg folk. Det er personligt, og det er rart. Den der kontakt, man har med folk her, den er vigtig. Ikke kun i forbindelse med job, men i det hele taget,” pointerer Ole Jensen.

Ole Jensen føler faktisk, at virksomheden er en stor familie, og det er da også en slags familieforetagende, da Ole Jensens hustru Lotte har arbejdet der fra firmaets begyndelse og frem til for et par år tilbage, hvor hun gik på pension. I dag er det parrets datter, Jeanette, der har overtaget hustruens rolle, og står bl.a. for bogføringen i virksomheden.

Kører stadig Rally

Ole Jensen har kørt rally i mange år, og pokalerne er mange på hylderne. Men til trods for, at han i dag er en ældre herre på 65 år, kører han stadig rally. 

”Jeg kører mindre end tidligere, men skulle gerne ud at køre mere til næste år igen. Jeg har prioriteret rally i mange år, da jeg har kørt, siden jeg var 18 år, men nu er prioriteterne nok lidt anderledes, fordi jeg er blevet ældre. Men min fysik er fin, selv om jeg nok kører lidt langsommere end, hvad jeg gjorde for ti år siden. Men jeg er stadig meget glad for det, og det er det vigtigste,” fortæller Ole Jensen.

Han er selv med til at skrue på rally bilerne, og kører sammen med Claus Lanther, der også er mekaniker i Kalundborg. Derudover kører han indimellem med Mogens Gotlob, og de har alle været vidt omkring med rally bilerne.  

”Rally har bragt mig mange steder hen, både i Danmark og i udlandet. Jeg vandt faktisk VM i min klasse i rally i Finland i 1987, og det er nok den pokal, jeg er mest stolt af,” siger Ole Jensen.

Rally eller ej, Ole Jensen vil være at finde på værkstedet, i dækcenteret og i biludlejningsfirmaet på Holbækvej i Kalundborg mange år endnu, for ifølge Ole Jensen er det ikke noget for ham "at gå og tulre rundt derhjemme."



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0