AnnonceLuk annonce




Gratis hjertestartere til danskere

13-12-2018

Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Der er stadig mange steder i landet - også i Kalundborg Kommune, hvor der burde hænge en hjertestarter, og det kan nu endnu lettere blive til virkelighed, da alle kan gå sig til en gratis hjertestarter, når Hjerteforeningen i 2019 gør landsindsamling til en Landsuddeling. De indsamlede midler går nemlig ubeskåret til at give danskerne hjertestartere. Fordi hjertestartere redder liv, og fordi hvert sekund tæller, når hjertet stopper.

Nu kan alle i Danmark, herunder altså også i Kalundborg Kommune, få en gratis hjertestarter, da Hjerteforeningen introducerer et nyt banebrydende koncept, og vender idéen om en landsindsamling på hovedet. Når gode mennesker den 28. april næste år banker på din dør og samler ind for Hjerteforeningen, går alle de indsamlede midler til at dele hjertestartere ud til danskerne.

Idéen er enkel. Man samler en gruppe, der vil gå mindst 15 ruter. Derefter modtager gruppen en gratis hjertestarter, som gruppen selv kan beslutte, hvor skal hænge. Kommer der ikke penge nok i gruppens indsamlingshjerter, dækker Hjerteforeningen resten, og bliver der penge i overskud – ja, så bliver der bare delt endnu flere hjertestartere ud. Med det nye initiativ kan alle gøre en forskel i lokalområdet, så det bliver et mere trygt sted at bo.

”Vi ved, at hjertestartere redder liv, og vi ved, at hjertestartere skal være placeret tæt på det sted, hvor hjertestoppet finder sted, for at hjertestarteren bliver hentet og har effekt. Hver dag bliver 11 personer ramt – fædre, mødre, søstre, brødre og bedsteforældre – af hjertestop uden for hospital. Mange af dem kan med en hurtig indsats reddes tilbage til et godt liv. Derfor vender vi idéen om en landsindsamling på hovedet og gør den til en Landsuddeling. Ved det nye initiativ går alle indsamlede kroner direkte til at uddele og opsætte hjertestartere. Hjerteforeningen dækker selv omkostninger til kampagne, materialer og administration,” siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen. 

Sådan gør du:

Går du og din gruppe mindst 15 indsamlingsruter tilsammen, giver Hjerteforeningen en hjertestarter og et varmeskab - monteret og tilsluttet lige der, hvor I mener, den gør allermest gavn. 

Det eneste krav er, at hjertestarteren hænger et sted, hvor den er offentligt tilgængelig på alle tider af døgnet.

Du kan deltage i en gruppe med din familie, naboer, kollegaer, fodboldkammerater eller andre, der sammen med dig vil samle ind til en hjertestarter. Det tager ca. to timer at gå en rute.

Alle kan starte en hjertestartergruppe eller koble sig på en allerede eksisterende gruppe. Man behøver ikke gå i det lokalområde, hvor hjertestarteren skal hænge. En mormor kan fx gå en rute i Hanstholm, så der kan komme en hjertestarter op uden for barnebarnets badmintonklub i Hvidovre. 

Hvorfor er der brug for flere hjertestartere?
Hvert år bliver ca. 4.000 danskere ramt af hjertestop uden for hospital.

Det kan være helt afgørende for overlevelse ved hjertestop, at der bliver anvendt en hjertestarter, inden ambulancen når frem. Sandsynligheden for at overleve kan være helt op til 50-70 procent højere, hvis en person med hjertestop modtager genoplivning med en hjertestarter inden for 3-5 minutter efter hjertestoppet.

Fakta om Landsuddelingen
Hjerteforeningen garanterer, at 15 ruter udløser en hjertestarter inklusive skab og korrekt opsætning ved en autoriseret elektriker. Hvis en gruppe samler særligt mange penge ind, går det overskydende beløb til at sætte andre hjertestartere op. 

Samtidig med uddelingen af en hjertestarter tilbyder Hjerteforeningen grupperne, der har samlet ind, et gratis Hjerteredderkursus – 30 minutters introkursus i genoplivning.

Læs om Hjerteforeningens Landsuddeling på www.hjerteforeningen.dk/landsuddeling



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0