AnnonceLuk annonce




Lokal restaurant støtter Red Barnet Kalundborg

12-11-2018

Restaurant Naes arrangerer særlig støttemiddag for Red Barnet Kalundborg i anledning af den internationale børnekonventionsdag 20. november.

I forbindelse med den internationale børnekonventionsdag 20. november, hvor børns rettigheder bliver hyldet over hele verden, er Red Barnets lokale afdeling i Kalundborg og den publikums- og anmelderroste Restaurant Naes på Røsnæs gået sammen om en støttemiddag, hvor gæsterne både kan smage skønne lokale råvarer og støtte aktiviteter for lokale børn.

20. november er der nemlig mulighed for at bestille bord på Naes, som vil servere en helt særlig treretters menu, hvoraf 100 kroner af prisen går ubeskåret til Red Barnets lokale tiltag for børn.

Menuen vil bestå af, Torsk med agurk og dild, Durocgris fra Røsnæs med kål og æbler og Blomme med hvid chokolade og aromatisk crumble

Samarbejdet falder fint i tråd med Restaurants Naes’ ønske om at støtte op om lokale initiativer. Når det så også kan kombineres med hygge omkring bordet og gode, danske råvarer, så går alt op i en højere enhed, lyder det fra restaurantchef Lui Jacobsen.  

Red Barnet Kalundborg sørger blandt andet med tilbuddet ”Plads til Alle” for, at børn fra økonomisk og socialt udfordrede familier i lokalområdet også får råd til at gå til fritidsaktiviteter ligesom deres kammerater. Derudover arbejder de lokale frivillige i organisationen for at styrke integrationen mellem flygtninge og danske familier gennem børns leg. Aktuelt er den lokale afdeling af Red Barnet ved at stable et nyt friluftsprojekt på benene, som skal sikre, at børn får masser af frisk luft, bevægelse og sjove oplevelser i naturen.

”Vi er enormt glade for samarbejdet med Restaurant Naes, der forhåbentlig betyder, at vi kan folde vores aktiviteter endnu mere ud til gavn for lokale børn. Det betyder utrolig meget at have opbakning fra erhvervslivet, så vi kan sikre børn en bedre fremtid. Vi håber, at rigtig mange har lyst til at støtte det gode formål og samtidig få en dejlig aften med store smagsoplevelser,” siger Minna Skytte, formand for Red Barnet Kalundborg.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0