AnnonceLuk annonce




Mange har type 2 diabetes uden at vide det

01-11-2018

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk 

Man skønner, at mange mennesker har type 2 diabetes uden at vide det, således også i Danmark og i Kalundborg. Det vil Diabetesforeningen gerne gøre noget ved, og de opfordrer derfor alle til at lade sig teste på Verdens Diabetesdag den 14. november.

Den 14. november er det Verdens Diabetesdag, og her kan man bl.a. blive testet for type 2 diabetes, som rigtig mange desværre går rundt med, uden at vide det. I Kalundborg Kommune skønner man, at 758 personer går rundt med type 2-diabetes, uden at vide det, og 3.788 skønnes at have prædiabetes, som betyder, at de har meget høj risiko for at udvikle type 2-diabetes. I Kalundborg har 2.525 allerede diagnosen type 2-diabetes.

Type-2 diabetes udvikler sig som regel langsomt, og derfor opdager de færreste sygdommen i tide. Diabetesforeningen benytter derfor dette års ’Verdens Diabetesdag’ den 14. november til at oplyse om de symptomer, man skal holde høje med, og inviterer alle til at tage en risikotest. 

"Type 2 diabetes er en alvorlig sygdom, som ubehandlet kan være livstruende, og på længere sigt kan medføre følgesygdomme som blodpropper, nyresvigt og amputationer. Men ved at opdage type 2-diabetes i tide, kan man forebygge de farlige følgesygdomme,” siger formand for Diabetesforeningen, Truels Schultz.

I Kalundborg Kommune er der arrangement på Kalundborg Svane Apotek fra kl. 14 -17 og på Klostertorvet fra kl. 14.30 – 19 på Verdens Diabetesdag onsdag den 14. november:  

Tag risikotesten

På Verdens Diabetesdag sidste år blev 46 pct. testet med høj eller meget høj risiko for at udvikle type 2-diabetes, og de blev derfor rådet til at søge læge. Den høje risiko er overraskende for mange, fordi type 2-diabetes typisk udvikler sig så langsomt, at mange ikke mærker det. Diabetesforeningen håber derfor, at mange vil benytte sig af muligheden for at tage en risikotest på Verdens Diabetesdag den 14. november. Risikotesten består af syv simple spørgsmål, som placerer folk i en risikogruppe. Testen er udviklet af forskere på Diabetes Research Centre på Leicester Universitet i England.

Du kan allerede nu tage risikotesten på www.diabetes.dk/testdigselv.

Fakta:

Type 2-diabetes i Danmark

  • Om 13 år vil 430.000 danskere have type 2-diabetes.
  • 60.000 danskere ved endnu ikke, at de har type 2-diabetes.
  • 300.000 danskere skønnes at have forstadier til type 2-diabetes. 
  • Type 2-diabetes koster det danske samfund 31,8 milliarder om året.

Verdens diabetesdag

  • Mere end 415 mio. mennesker på verdensplan lever med diagnosen diabetes. Det svarer til omkring 1 ud af 11 voksne.
  • 4,8 mio. mennesker dør som følge af sygdommen hvert år. 
  • Den canadiske forsker Frederick Grant Banting, som var med til at opfinde insulinen i 1923, havde fødselsdag den 14. november. I 2006 vedtog FN, at den 14. november skulle være Verdens Diabetesdag. 
  • Logoet for Verdens Diabetesdag er blåt, og rundt om i verden markeres dagen ved at oplyse bygninger i blåt.
  • I Danmark afvikler Diabetesforeningen Verdens Diabetesdag landsdækkende. Det sker blandt andet ved arrangementer i samarbejde med apoteker, fodterapeuter og sundhedscentre. 

Almindelige symptomer på type 2-diabetes 

  • Træthed, øget tørst, hyppig vandladning, dårlig sårheling, kløe, synsforstyrrelser og uforklarligt vægttab.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0