AnnonceLuk annonce




´Skygger´ på Bispegården

26-10-2018

Det er kunstnerne Josephine Ernst og Dorte Bundesen, som står bag udstillingen 'Skygger'.

kontakt@tv-kalundborg.dk 

På Bispegårdens kommende udstilling vil begrebet ”skygger” blive belyst gennem en række billedværker i foto, mixed media og maleri samt med en lysinstallation.

Det er kunstnerne Josephine Ernst og Dorte Bundesen, som står bag udstillingen, og de vil holde alle muligheder åbne og med kunstværkerne vise skyggen som mennesker og genstande kaster i lyset, skyggen som svaler i en brændende sol, skyggen som får os til at fryse og visne, skyggen som vores skyggeside, skyggen som vores trofaste følgesvend, skyggen som nogen eller noget kan kaste over vores liv osv.

Josephine Ernst er uddannet scenograf, men har i mange år arbejdet som kunstner med fotografiet som sit primære virkefelt. Gennem sine motiver, hvor Josephine Ernst bl.a. arbejder med kontrasten mellem naturen, det menneskeskabte og menneskets efterladenskaber, prøver hun at bryde fotografiets tradition, som et dokumentarisk medie, og hun håber derigennem at medvirke til, at fotografiet, som kreativt medie, bliver mere udbredt og anerkendt som kunstart.

Dorte Bundesen er autodidakt kunstner, og arbejder i forskellige materialer og med mange forskellige teknikker, dels for at finde frem til lige det materiale, der bedst kan udtrykke den historie hun ønsker at fortælle, og dels fordi hun er en nysgerrig sjæl, der gerne vil undersøge nye udtryksmåder. Hun anvender ofte et specifikt motiv i en serie af billeder, hvor igennem hun fortæller historier om livet ikke med ord, men med sine billeder. 

Udstillingen åbnes af formanden for Kalundborg Kunstforening, Peer Lysemose. Der er fernisering lørdag den 3. november 2018 kl. 14, hvor kunstnerne vil være tilstede. Udstillingen varer til søndag den 16. december 2018.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0