AnnonceLuk annonce




Flotte DM og NM-placeringer til dygtige hunde

21-10-2018

Anne Strømgård med Border Collien, Verdi, Stine Eilersen med Border Collien, Felix og Kaja Løvendorf med blandingshunden, Simba. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Medlemmer fra DCH Kalundborg har klaret sig rigtigt flot til DM, hvor det er blevet til flere danske mesterskaber og ved NM er det blevet til en flot 3. plads.

De mange træningstimer på det store græsareal på Stejlhøj har i den grad givet ’pote’ for tre medlemmer af DCH Kalundborg.

Der har netop været afholdt danske mesterskaber i lydighed og her er det blevet til to danske mesterskaber samt en 2. plads til tre af den lokale DCH klubs medlemmer, samtidig er det også blevet til en flot 3. plads ved Nordisk Mesterskab i nordisk rundering.

Anne Strømgård har med sin Border Collie, Verdi, opnået en flot 2. plads i gruppe B ved DM, samtidig er det blevet til en 3. plads ved DM under Dansk Kennel Klub.

Stine Eilersen sikrede sig igen i år det danske mesterskab i nordisk lydighed med Border Collien Felix, mens det blev til en flot 3. plads ved de nordiske mesterskaber, som blev afholdt i Finland.

”Nordisk rundering er en konkurrence hvor hunden skal finde tre skjulte personer i en skov, de to er helt skjult, fx kan de være gravet ned, i et meget uvejsomt terræn hvor det går op og ned ad skråninger. Det er meget fysisk krævene både for hund og hundefører, men han klarede det flot selv om det var i et terræn han ikke kendte,” fortæller Stine Eilersen.

DM til nybegynder

Kaja Løvendorf med blandingshunden, Simba, vandt det danske mesterskab i lydighed i C-klassen. 20-årige Kaja Løvendorf er forholdsvis ny hundefører og har kun trænet med hunden Simba i et år, og havde slet ikke regnet med at skulle deltage ved DM.

”Jeg havde overhovedet ikke regnet med at skulle til DM, men jeg har deltaget i fire konkurrencer i år, mest for at prøve at komme lidt væk fra de daglige omgivelser, men det gik så godt at jeg blev udtaget til DM,” fortæller Kaja Løvendorf.

Ved mesterskabet var der ingen tvivl, Simba arbejdede godt sammen med Kaja, og de kunne rejse hjem med et dansk mesterskab i bagagen.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0