AnnonceLuk annonce




Billedserie: Oplevelsesrig dag på kajen

16-10-2018

Det gode vejr havde lokket mange ud med fiskestangen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Fishing Zealand, Kalundborg Kommune og Kalundborg Sportsfiskerforening havde tirsdag indbudt alle interesserede til en oplevelsesrig dag for børn med forældre/bedsteforældre, unge og voksne, på Kalundborg Havn.

Sportsfiskerforeningen stod klar med lån af fiskestænger, fiskegrej og forskelligt agn til fiskeriet på havnen, ud for Havneparken, og det flotte efterårsvejr havde lokket mange til.

Der blev mest fanget fladfisk, men også fisk af arten Savgylt og Kutling, som ifølge Hans Munk fra Kalundborg Sportsfiskerforening, er små fisk som typisk lever ved havnekajen, men som ikke kan spises.

Teobald og Thorwald var med deres far Gergå Adorjan-Seger, taget en tur på kajen i Kalundborg for at fiske, og havde omkring middag fanget tre fladfisk, som de havde i en spand vand.

Med på havneparken var også daglig leder og biolog Morten Lindhard fra Røsnæs Naturskole, som fortalte de mange børn om de forskellige småfisk og krabber der var blevet fanget i havnen.

Mere fiskeri i efterårsferien

Der bydes på mere fiskeri i løbet af efterårsferien.

Fredag d. 19. oktober står medlemmer fra Kalundborg Sportsfiskerforening klar til at hjælpe alle familier, der har mod på at prøve kræfter med lystfiskeriet. Fisketuren foregår i Kaldred Put & Take, hvor der svømmer en masse fine ørreder rundt. Der er derfor gode muligheder, for at få noget på krogen! Har du ikke dit eget fiskegrej, så er det ingen hindring. Foreningen stiller nemlig både fiskestænger og instruktion til rådighed, når de hjælper familierne ved søen mellem kl. 9 og 15.

Lørdag fiskes der efter fladfisk fra kysten på Reersø. Interesserede mødes ved Reersø havn ved Grillen (Ishuset) kl. 9 og kører herefter hen til fiskepladsen, som først afgøres, når vi kender vejret på dagen.

Gørlev Sportsfiskerforening sørger for børsteorm, der skal bruges til at fange fladfisk med. Skulle man hverken have en fiskestang eller grej, så er der også mulighed for at låne det af foreningen.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0