AnnonceLuk annonce




Endnu en Queen aften i biografen

09-10-2018

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Billetterne til den særlige Queen aften i Kino Den Blå Engel d. 26. oktober er udsolgt. De blev mere eller mindre revet væk på få dage, og derfor laver arrangørerne nu et arrangement mere. 

På torsdag den 11. oktober kl. 12 begynder salget til endnu en Queen aften i Kino Den Blå Engel i Kalundborg, nemlig lørdag den 3. november. Koncerten den 26.oktober er helt udsolgt, og det har fået arrangørerne til at lave endnu en aften med Queen musik og film. 

Aftenen bliver ligesom den 26. oktober, hvor der først er koncert med Queen of Denmark efterfulgt af den helt nye film 'Bohemian Rhapsody', en biografi om forsangeren for rockbandet Queen, Freddie Mercury.

”Vi er super glade for at kunne tilbyde endnu en aften. Vi er blevet kimet ned, og Queen Of Denmark drengene er jo Kalundborg drenge, og vil gerne spille en aften mere. Håber, at folk vil bakke op omkring det, så vi kan få endnu en fed aften,”siger Brian Sønder Andersen fra Kino den Blå Engel.

Det er Kino Den Blå Engel, Troels Lyd & Lys, Kalundborg og Queen of Denmark, der står bag arrangementet. Queen of Denmark består af de fire gamle Kalundborg-drenge, Jens Peter ’Fjeder’ Stavnstrup, Peter Fernando, Michael ’Mini’ Fast, Nicolas Vogel, samt René Lund Jensen.

Queen of Denmark har i løbet af få år etableret sig som et af landets bedste tribute-bands. Succesen skyldes ikke mindst en yderst karismatisk sanger, der kan sin Freddie i alle oktaver samt en live-performance ud over det sædvanlige.

En hyldest til Queen

Filmen ’Bohemian Rhapsody’ er en hyldest til Queen, deres musik og deres ekstraordinære forsanger Freddie Mercury, der trodsede stereotyper og konventioner, og blev en af de mest elskede entertainere verden over.

Filmen følger bandets fremgang gennem deres ikoniske sange og revolutionerende lyd, deres nedtur i takt med, at Mercurys livsstil ryger ud af kontrol, og deres triumferende genforening ved Live Aid, hvor Mercury, der står over for en livstruende sygdom, leder bandet gennem en af de mest fantastiske optrædener i rockmusikkens historie.

Læs også Koncertbrag før forpremiere



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0