AnnonceLuk annonce




3 timers parkering ophæves flere steder i Kalundborg 

03-10-2018

Den tidsbegrænsede parkering ophæves flere steder i Kalundborg, bl.a.på P-pladsen i Vænget. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Vores Kalundborg (tidl. Kalundborg Handelsstandsforening) har anmodet om at få ændret den tidsbegrænsede parkering i Kalundborg bymidte fra 3-timers parkering til tidsubegrænset parkering, og det besluttede Teknik- og Miljøudvalget i går, at efterkomme flere steder i Kalundborg.

I sin tid besluttede man, at der var tidsbegrænsning på en stor del af parkeringspladserne i Kalundborg, men nu har Miljø- og Teknikudvalget på deres seneste møde besluttet, at ophæve tidsbegrænsningen flere steder i Kalundborg midtby på opfordring fra Vores Kalundborg (tidl. Kalundborg Handelsstandsforening).

”Vi har fået en anmodning fra Vores Kalundborg om, at ophæve tidsbegrænsningen på flere parkeringspladser i Kalundborg Midtby. Man gerne vil markedsføre byen på, at det er gratis at komme her og handle, og det synes vi egentlig er en fin ide, derfor efterkommer vi forespørgslen. Det gælder parkeringen i Bredgade, Vænget, parkeringspladserne bag ved Nordea og gården ved Kino Den Blå Engel,” fortæller Jakob Beck Jensen (V), formand for Miljø- og Teknikudvalget.

Henrik Petersson, formand for Vores Kalundborg er glad for, at man har efterkommet deres ønske.

”Det var et ønske fra vores side af to årsager. For det første giver det ikke mening at have parkeringskontrol, når det ikke bliver håndhævet. For det andet vil vi gerne markedsføre byen på, at her kan man komme og handle uden, at det koster penge at parkere. Når vores gæster kommer til byen, tror de selvfølgelig på de skilte, der står rundt omkring, men som ikke bliver håndhævet, og dem vil vi gerne have fjernet, så alle ved, at i Kalundborg kan man tage ud og handle og gå ud at spise m.m. uden, at det koster noget at parkere. Vi vil gerne, at vores gæster skal vide, at her skal de ikke betale for at komme på besøg,” siger han.

På Klostertorvet har man bl.a. bibeholdt tidsbegrænset parkering pga., at parkeringspladserne her ligger tæt ved Borgerservice, bibliotek osv.

”Vi har bebeholdt tidsbegrænset parkering her, da folk skal have mulighed for at parkere, når man fx skal i Borgerservice eller benytte biblioteket,” fortæller Jakob Beck Jensen.

Ordningen evalueres i efteråret 2020.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0