AnnonceLuk annonce




Vigga Bro i Den Gamle Biograf

14-09-2018

kontakt@tv-kalundborg.dk

Mandag d. 24. september starter Teaterformidlingen Femkanten sæsonen med Vigga Bros anmelderroste forestilling SNE i Den Gamle Biograf i Gørlev.

Det er som om, hun altid har været her: På film, på TV, på teatret eller som storyteller. Og noget er, der også om det. Vigga Bro har været et kraftfelt i dansk kulturliv i over 60 år. Nu kommer hun til Gørlev. Med den musikalske forestilling SNE, tager hun sammen med gæsterne og to musikere på en rejse, som kun en sand ’storyteller’ kan gøre det. 

Det handler om Grønland – det forjættede land, som virkelighedens Vigga vist også har drømt om, men aldrig besøgt. De store vidder, den hvide sne, Knud Rasmussen og først som sidst stilheden.  ”Hvordan spiller man stilheden?” spørger Vigga på et tidspunkt perkussionisten. Hun svarer tilbage med masser af ramasjang og efterfølgende STILHED.

Historierne pipler frem i en perlerække, den ene glider over i den anden. Historiefortælleren troner myndigt på sin stol på scenen, men laver den pludselig om til en slæde og fører gæsterne fra Grønland til barndommens Fredericia. Mystikken i de grønlandske myter og sagn fanger alle ind, og åbner for nye betydninger af sne. Sne som stilhed, sne som kulde, sne som dødens milde tæppe.

Forestillingen starter klokken 19.30, og den særlige stemning i Den Gamle Biograf i Gørlev er en perfekt ramme for en af dansk skuespils ’grand old ladies’ til at tryllebinde publikum, som klassisk historiefortæller. 

Læs mere om billetter og adgang på Femkantens hjemmeside. 



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0