AnnonceLuk annonce




Pilen peger i én retning

17-08-2018

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

De senere dage har bl.a. TV-Kalundborg skrevet om dårligt arbejdsmiljø og lærerflugt fra Skolen På Herredsåsen i Kalundborg. Skoleleder, Tina Mandrup, kan ikke genkende kritikken fra hverken forældre eller tidligere ansatte lærere. At omkring 40 lærere har sagt op på tre år, ser skolelederen ikke som et problem. Men det gør bl.a. mange forældre, Jonas Ghiyati er en af dem, og han undrer sig over, at ledelsen på den pågældende skole ikke kan se, at der er store problemer.

På de sociale medier kan man følge med i mange forældres frustration og bekymring over ledelsen på Skolen På Herredsåsen, da man, igennem de sidste tre år, har oplevet et meget højt antal lærere, der har sagt deres job op. Jonas Ghiyati er en af de mange frustrerede forældre, der ikke kan forstå, at der ikke bliver gjort noget ved de store problemer, som skolen står midt i lige nu.

Jonas Ghiyati er forælder til to børn på Skolen På Herredsåsen. Hans ældste barn har været på skolen så længe, at Jonas Ghiyati kan huske dengang, det hele var anderledes og fungerede. Men med sin yngste, har Jonas Ghiyati virkelig oplevet, at tingene ikke fungerede.

”Det, vi oplever nu med vores yngste, er noget helt andet end, hvad vi oplevede med den ældste. I min søns klasse, har de to gange i løbet af to år skiftet klasselærer. Hans nuværende klasselærer er ikke uddannet lærer. Derudover har jeg bemærket, at de har rigtig mange vikartimer. Det er alt for meget i forhold til, at de skal lære noget, for det gør de ikke med vikarerne. De ser film, får lov til at lege eller sidde med deres iPads. På et tidspunkt oplevede jeg, at én vikar skulle have styr på to klasser på en gang,” siger Jonas Ghiyati, og fortsætter:

Pilen peger kun i én retning

”Det er skrækkeligt, at jeg er utryg over mine børns fremtid her på skolen. Førhen var vi så glade for skolen. Men det går ikke, at mit barn skal have nye lærere hele tiden, vikar efter vikar. Der er en tilvænningsperiode hver gang. Jeg har snakket med flere lærere, der ikke er tilfredse med den måde, som skolen kører på i dag, og skulle det være skolereformen, der har gjort det her, skulle den jo også ramme andre skoler på samme måde, og jeg er så træt af at skulle høre på, igen og igen, at det er skolereformen, der er skyld i, at tingene kører på skolen her, som tilfældet er. Med så mange lærere, der siger op, er der noget galt. Jeg undrer mig meget over, at jeg var så naiv, at jeg tænkte, det var reformens skyld. Pilen peger kun i en retning nu, og det er dårlig ledelse. Der er et mønster, der tegner sig på Herredsåsen.”

Jonas Ghiyati har flere gange talt med de respektive lærere omkring problemerne, men de har aldrig kunne give ham et konkret svar. 

”Jeg fortryder meget, at jeg ikke er gået til ledelsen før, men spørgsmålet er så også nu, om det havde hjulpet,” siger han.

Vi er mange, men vi skal stå sammen

Jonas Ghiyati fortæller, at de er rigtig mange forældre, der er bekymrede for og frustrerede over måden Skolen På Herredsåsen er blevet drevet på i de senere år, og han mener, at det er vigtigt, at folk nu står sammen, så der kan blive gjort noget ved problemerne. 

”Når jeg snakker med andre forældre, ryster alle på hovedet. Alle ved, at den er gal, men jeg håber, at flere vil komme frem og støtte op, så vi kan få gjort noget ved det. Skolebestyrelsens udtalelse kan ingen da bruge til noget, ligesom det er tamt fra kommunens side, at de ikke lytter til, hvad forældrene har at sige, og sætter en undersøgelse i gang. De kan ikke bare sige, at de har tillid til ledelsen, når tingene går, som de gør her,” siger Jonas Ghiyati, og slutter:

”Mine venner, der har børn på andre skoler, kan slet ikke genkende det billede. Og jeg vil vove at påstå, at hvis man får de faktiske tal i stedet for procentdel af medarbejderomsætningen, altså lærerne, på de forskellige skoler, vil Herredsåsen stikke ud i statistikken, og det er sørgeligt for en skole, der for ikke mange år tilbage havde et rigtig godt ry. Jeg vil gå så langt og sige, at også jeg vil flytte mine børn, hvis ikke der gøres noget ved problemerne,” siger Jonas Ghiyati.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0