AnnonceLuk annonce


Præst ville giftes og have børn med 13-årig

21-09-2016

Moderen til Anna (rigtige navn er kendt af redaktionen). Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Forældrene til 13-årige Anna (navnet er ændret, men kendt af redaktionen), som er pigen, den tidligere præst, Dan Peschack, ved Tømmerup Kirke ved Kalundborg, bl.a. er fængslet for at have forbrudt sig seksuelt imod, har valgt at stå frem og fortælle deres historie til TV-Kalundborg.

Ved at fortælle deres historie, håber de at kunne hjælpe andre til at se tegnene, hvis der foregår ting, der ikke burde foregå. De fortæller, hvordan de har oplevet deres datters møde med tidligere præst ved Tømmerup Kirke, Dan Peschack, der nu sidder varetægtsfængslet og sigtet for seksuelle overgreb mod to børn, hvoraf den ene er Anna. Af hensyn til Anna har de valgt at være anonyme.

Annas forældre har haft tillid til den tidligere præst ved Tømmerup Kirke, da han netop var meget vellidt i det lille samfund, og havde været en del af mange børn og voksnes liv i mange år.

”Anna lærte Dan at kende, da hun begyndte til konfirmationsforberedelse i efteråret sidste år. Han virkede utrolig sød, og var meget vellidt af både børn og forældre. Derudover er han jo ikke ligefrem ny i vores lille samfund herude i Tømmerup, han har altså været her i 12 år,” siger Annas mor, der bliver suppleret af Annas storesøster:

”Men Anna ændrede sig hurtigt, da hun begyndte at komme hos Dan. Jeg fangede rimeligt hurtigt, at der var noget galt med Anna, jeg kunne bare ikke finde ud af hvad. Jeg konfronterede hende, og spurgte hende ligeud, om hun havde en kæreste, og om den kæreste var Dan. Hun nægtede, og jeg valgte at tro på hende efter at have snakket længe med hende. Det gør man jo, det er min søster, og hun plejer ikke at lyve, vi har altid været tætte, og kunne snakke om alt muligt, men det var pludselig slut,” siger Annas storesøster.

Annas storesøster fortalte sin mor om sine fornemmelser og om, hvad hun frygtede, men Annas mor kunne slet ikke forestille sig, at Dan Peschack kunne finde på den slags.

”Ingen er mere ked af det i dag over, at vi ikke skred ind noget før, end Annas far og jeg. Men jeg kunne simpelthen ikke tro, at det var, hvad der foregik. Faktisk havde Annas far også en fornemmelse af, at noget var galt i februar i år, og kontaktede derfor Annas skole, som dog ikke tog henvendelsen alvorligt,” siger Annas mor.

”Jeg kontaktede skolen i februar, fordi jeg havde en dårlig fornemmelse med Dan. Jeg pointerede, at der var noget galt, men ingen lyttede. Faktisk har min datter, skolepsykologen og Dan haft møde uden min eller min x-kones vidende. Det blev jeg selvfølgelig sur over. Derudover er der ingen på skolen, der har indberettet min anklage, hvilket jeg jo mener, at de har pligt til. Derfor vil jeg også meget gerne snakke med kommunen og finde ud af, om de har fået en indberetning, eller skolen aldrig har sendt den videre,” siger Annas far.

Ændrede adfærd

Annas mor og søster fortæller, at Anna ændrede rigtig meget adfærd. Før var hun en glad pige, og de havde ingen problemer med hende, men hun blev indadvendt og pludselig hurtig sur og ville diskutere alt. Derudover var hun med et også meget hemmelighedsfuld - fx omkring sin tlf.

”Førhen kunne jeg bruge hendes Facebook, hvis jeg lige skulle et eller andet, og tlf. lå frit fremme. Det ændrede sig hurtigt. Men hun har aldrig løjet over for os tidligere, så jeg troede på hende, når hun sagde, at der ikke var noget galt,” fortæller Annas mor, der også fortæller, at hun har haft snakket med præsten mange gange, fordi hun undrede sig over datterens adfærd:

”Han sagde til mig, at hun jo var teenager, og at det var helt normalt, at hun pludselig opførte sig som hun gjorde. Hun talte åbenbart godt med Dan, og der kom jo også andre børn hos ham, så jeg troede på ham. Jeg troede, at han var god for min datter at have som en slags ven,”

Ifølge præsten skulle de giftes og have børn

Den 22. juni bliver præst, Dan Peschack anholdt på sin bopæl, idet faderen til den 12-årige dreng, som præsten også, i dag, er sigtet for at have forgrebet sig på seksuelt, melder ham. Anna var til stede under anholdelsen, og skulle derfor til afhøring hos politiet efterfølgende. Her nægter hun de første gange alt, men 3. gang indrømmer hun at have haft et seksuelt forhold til den 46-årig præst.

I dag kan 13-årig Anna godt se, at den er helt gal – nogle dage.

”Han har været dygtig til at manipulere med hende – og med os og alle andre for den sags skyld. Hun er stadig forblændet af ham, hun troede, at hun var den eneste ene for ham. Han har sagt til hende, at de skulle giftes og have børn. Da den anden drengs far træder frem og anklager Dan, er Anna derfor  af den overbevisning, at han lyver, for hun var jo forelsket i ham. I dag er hun nogle dage ked af det hele, ønsker ham i fængsel, og andre dage føler hun, at det er hendes skyld. Det har været sindssygt hårdt for os alle. Man vælger jo at tro det bedste om folk, og ja vi har måske været naive, men vi er jo ikke de eneste, der har ladet os narre af ham,” siger Annas mor.

Dan Peschack har selv sagt sit job op, og har erkendt sig skyldig i at have haft en seksuelt forhold til Anna, men nægter sig skyldig i de andre forhold, herunder bl.a. seksuelle overgreb på en 12-årig dreng, der ligeledes kom i præstens hjem. Han har siddet varetægtsfængslet, siden han blev fremstillet i lukket grundlovsforhør 23. juni, hvor han i første omgang blev sigtet for andet seksuelt forhold end samleje mod en 12-årig dreng.

Det er i øvrigt ikke første gang, den Dan Peschack sættes i forbindelse med seksuelle overgreb på børn. Allerede i 2011 blev han sat i forbindelse med seksuelle overgreb mod mindreårige i det fattige østeuropæiske land Moldova. Det har Berlingske tidligere afsløret.

Præsten kom i søgelyset, da politiet i Moldova sprængte en ring af kriminelle, der solgte unge drenge til sex. Midt- og Vestsjællands Politi efterforskede dengang sagen, men præsten nægtede, og der blev ikke rejst tiltale. Præsten fortalte selv sin provst om sagen, men da der ikke blev rejst tiltale, orienterede provsten ikke sin biskop om sagen.

Selv om navneforbuddet er ophævet, kører sagen for lukkede døre.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0