AnnonceLuk annonce


Restauratør fundet til Strandhotellet

19-10-2016

Strandhotel Røsnæs har fundet deres restauratør.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Ejerne af Strandhotel Røsnæs har i et stykke tid ledt efter en restauratør til det nye hotel, der i dag ligger ved vandet mellem Kalundborg og Røsnæs, hvor det tidligere Røsnæs Hotel & Kursuscenter lå. Det er nu lykkedes, og det bliver det prisbelønnet ’Madkastellet’, der kommer til at stå for restaurantdelen på hotellet.

Efter en tid, hvor man har ledt efter mulige restauratører, ser det nu endelig ud til, at John Kirketerp og Tommy Hyldahl, ejere af det nye strandhotel på Røsnæs, har fundet deres restauratør til restaurantdelen på det nye hotel. Det er Madkastellet, der fremover skal stå for restauranten på det nye strandhotel, og man håber på, at man kan være klar i løbet af februar 2017.

”Jeg er super glad, men vil lige sige, at den endelige aftale dog ikke er helt på plads, men det tror jeg bestemt ikke bliver et problem, da vi er meget enige om, hvad vi skal og ikke skal. Vi har forventningsafstemt, men vil lige nævne det for en god orden skyld. Det er de helt rigtige mennesker at få herud. De vil det samme, som vi vil, og det er jo netop vigtigt i hele projekt Strandhotel Røsnæs,” siger John Kirketerp.

”John og Tommy kontaktede os, og vi synes med det samme godt om projektet, og hoppede ombord. Vi skal stå for restaurantdelen, altså mødelokaler, konference, frokost og middag i restauranten. Til at begynde med, er der møde servicering, og der vil være åbent mandag til og med lørdag til aftensmad. På sigt også søndag, og vi vil lave nogle forskellige tiltag, fx brunch mm.,” siger Jan Christian Jensen, der er projektleder hos Madkastellet.

God modtagelse i Kalundborg

Strandhotel Røsnæs har fået en rigtig god begyndelse, og ejerne er glade.

”Det er faktisk gået endnu bedre, end jeg egentlig havde troet. I morgen har vi endnu 27 værelser klar, plus de 32 der er nu. Der mangler så 4-5 værelse i mellemgangen. Derudover kommer der fem mere på et senere tidspunkt, men vi er langt,” siger John Kirketerp, der tydeligt understreger, hvad der er vigtigst for ham i hele hotel projektet i Kalundborg:

”Det væsentligste for mig er et ærligt produkt. Jeg kan ikke understrege nok, at vi skal også være en integreret del af Kalundborg, og det er lige præcis det, at Hanne (hotelchef Hanne Dyremose) sammen med Madkastellet skal stå for. Madkastellet har nogle gode filosofier om bl.a., at man skal bruge lokale fødevareproducenter i det omfang, det er muligt. Derudover påtænker man også selv at have fødevareproduktion i form af køkkenhave og/eller dyr på markerne omkring. På den måde får man jo netop det fantastisk lokale Røsnæs/Kalundborg projekt. Vi vil gerne have et rigtig fint sted i Kalundborg, som man kan være stolt af. Et sted, der er inkluderende.”

Inklusion bliver det også, når den nye badebro til hotellet skal bygges, da det bliver en bro alle må benytte, ikke blot hotellets gæster. På sigt er det planen, at der skal være en sauna også.

Også Jan Christian Jensen er enig i, at der er brug for et team, der tager ejerskab over området, og som netop kan se, hvad området har at byde på, og det er i hans øjne meget.

”Vi har brug for et super stærkt hold, der tager ejerskab og laver et super lækkert produkt – både til hverdag, men også til fester, hvor vi netop også satser på konfirmationer, bryllupper mm. Men dem, der skal arbejde hos os skal virkelig ville det, og netop formå at samarbejde med lokale leverandører.  Til at begynde med vil jeg være meget at finde på hotellet, men på sigt skal det ikke være mig, men nogle andre, der har lyst til at bringe Røsnæs og Kalundborg på landkortet. Vi vil gerne være med til at løfte og samarbejde med lokalområdet, der er så mange muligheder herude,” siger Jan Christian Jensen og fortsætter:

”Vi ved endnu ikke helt, hvornår vi kommer gang, men drømmen er, at åbne op i februar, så det satser vi hårdt på.”

Fakta om Madkastellet

Madkastellet er et prisbelønnet catering firma, der ejes af Rasmus Pors og Jens Junert. De driver derudover flere steder i både Malmø og København, og har dermed stort set daglig kontakt med planlægning og afvikling af større selskaber. Madkastellet arbejder fast sammen med og/eller har driftsaftaler med:

  • Slagtehusgade (vores eget venue) i Kødbyen
  • Luftkastellet (vores eget venue) i Malmø
  • Østre Gasværk Teater (forpagter køkkenet)
  • Partner i Pakhus Bryggen – selskabs- og eventlokale i Bryggen
  • Lokomotivværkstedet (leverer 90% af al catering)
  • Vega (hus-cater/kok)
  • Cater i det Kongelige Musikkonservatorium i det tidligere DR radiohus
  • Sølvsmedien på Østrebro
  • Huskok hos Mogens Dahls Koncertsal
  • Frederiks Bastion på Christianshavn
  • Tap 1 i Carlsbergbyen (afvikling af F&B til koncerter)


Klik her for at se billeder


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0