AnnonceLuk annonce


Uenighed om sikker skolevej

19-10-2016

Fodgængerfeltet, som Kalundborg Kommune pt. er i gang med at flyte på Holbækvej i Kalundborg for at skabe mere tryg skolevej. Foto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Kommune er pt. i gang med at flytte fodgængerfeltet på Holbækvej i Krydset ved Møllevej, som går op til Rynkevangskolen, for at lave sikker skolevej, men der er delte meninger om, hvor sikker den skolevej bliver.

Ole Jensen, der ejer Ole Jensens Autoværksted & Biludlejning på Holbækvej, er ked af, at Kalundborg Kommune vælger at flytte det eksisterende fodgængerfelt få meter således, at det kommer til at ligge lige foran hans autoværksted og lige over for stien, der går ud fra boligområdet, der ligger vest for byen.

Ole Jensen er meget bekymret for, at risikoen for, at skolebørn eller andre bliver kørt ned er langt højere med det nye fodgængerfelt end med det eksisterende.

”Der går rigtig mange skolebørn i det her område, også ind over mit område ved autoværkstedet. Jeg er bekymret for, at med det nye fodgængerfelt, vil der komme endnu flere ind over mit område, hvor der kører biler i forvejen, og derudover vil flere forældre måske nu begynde at krydse ind over min grund for at undgå at holde i kø. Det nye fodgængerfelt er med til at skabe nogle farlige situationer. Det vil blive nærmest umuligt at komme ud fra Møllevej, mere end det allerede er i forvejen om morgenen og eftermiddagen, med det nye fodgængerfelt. Derudover er der de større børn, der kører på cykel. De kommer fræsende over fra stien, og vil køre lige ud på vejen og over fodgængerfeltet, uden at orientere sig om, hvorvidt bilerne stopper eller ej, fordi de tænker, at det er et fodgængerfelt, og så kan de bare køre over.

Derudover er jeg selvfølgelig også træt af, at der vil blive mere færdsel på min grund. Det er på ingen måde hensigtsmæssig, og kommunen kunne godt have informeret om det, inden de gik i gang,” siger Ole Jensen.

Har været planlagt længe

Ændringen af fodgængerfeltet er en del af trafiksikkerhedsplanen 2009 – 2015. I den fremgår det, at skolevejen på Holbækvej skal gøres mere tryg og trafiksikker. Derfor har man besluttet sin tid, at det eksisterende fodgængerfelt skal flyttes nogle meter.

”Jeg er kommet ind lidt fra sidelinjen på projektet, da det er min forgænger, der stod for det. Men man har besluttet det, ud fra diverse undersøgelser og analyser, for netop at gøre skolevejen mere trafiksikker for de bløde trafikanter. Der er en sti til det nye fodgængerfelt, og mange børn går den vej, da en stor del af børnene, der går i skole på Rynkevangskolen, kommer fra den del af byen. Vi bevarer stadig selve helle-anlægget, men flytter fodgængerfeltet. Mht. Stianlæg og fodgængerfelt, der det altså ikke noget nyt. Det er anlagt sådan mange steder i Danmark, og så i Kalundborg, så det er vi ikke bekymrede for. Derudover er der også en bum, så cyklisterne ikke bare kan køre igennem,” siger Ahmet Bilgin, der er vejingeniør ved Kalundborg Kommune.

Ahmet Bilgin fortæller endvidere, at mht. At færdes på Ole Jensens private grund, er det ikke noget kommunen kan gøre noget ved, men han henstiller til, at folk respekterer, at det er privat grund og således ikke bare køre inden om Ole Jensens Autoværksted for at spare tid.

”Trafikanterne skal naturligvis ikke færdes på hans grund, det ville da være en unaturlig adfærd, så det håber jeg bestemt, at folk biler respekterer. Alternativt må han jo sætte et skilt op, hvorpå der står privat grund, og at kørsel uden ærinde ikke er tilladt. Det er set andre steder. VI kan desværre ikke gøre så meget andet,” siger Ahmet Bilgin.

Det giver Ole Jensen dog ikke meget for, da han ikke er i tvivl om, at bilerne vil skære ind over hans grund for netop at spare tid.

”Når forældrene er presset på tid om morgenen, skærer de ind over min grund for at spare tid, og det skaber farlige situationer med alle de gående skolebørn, og derudover er jeg træt af, at alle bilerne skal færdes på min grund, og det vil et skilt ikke ændre på,” siger han.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0