AnnonceLuk annonce


Vi røg, drak og sov med præsten

30-01-2017

Af Jens Nielsen

Den nu tidligere Tømmerup præst, 46-årige Dan Peschack, der er sigtet for seksuelle overgreb på børn, forvandlede præstegården i Tømmerup til en uofficiel ungdomsklub, fortæller tidligere konfirmander til P1 Dokumentar.

Tidligere sognepræst ved Tømmerup Kirke, Dan Peschack, sidder lige nu varetægtsfængslet, sigtet for at have forgrebet sig på børn, der kom i hans præstegård i Tømmerup. Ifølge sigtelserne er der tale om i alt 11 forhold.

Han har erkendt at have haft samleje flere gange med en 13-årig pige over en længere periode, men nægter at have forgrebet sig på drengene.    

For os var han en slags gud

P1 Dokumentar har interviewet flere unge mænd, der begyndte at komme i præstegården i forbindelse med konfirmationsforberedelse, kort efter at præsten blev ansat ved Tømmerup kirke 2004.

De fortæller om en meget populær præst, der havde et særligt godt tag i de unge.

”Han så os børn som voksne mennesker, han krævede ikke noget af os og behandlede os som mere, end vi var på det tidspunkt”, fortæller Martin, der i dag er 22 år gammel, til P1.

”For os var han en slags gud. Den almægtige præst. Hans prædikener var fænomenale og ramte bare altid plet. Hans måde at tale på var så forblændede. Han havde en utrolig evne til at fange os alle sammen”.

Blev nære venner

Martin fortæller, at han begyndte at komme hos præsten, da han var 11 år gammel. Han udviklede hurtigt et nært venskab med præsten, der på det tidspunkt var i 30’erne.

Præsten var, og er, ikke gift, og brugte meget af sin tid med de unge drenge, der ofte hang ud i præstegården efter skoletid og i weekenderne.

”Man kunne altid komme op og få en kop kaffe og blive der en halv time eller en uge. Hans dør stod altid åben. Vi spillede computer og playstation, så film og serier. Han havde altid de nyeste serier og spil. Alt, hvad der interesserede unge drenge i 12-13-14 års- alderen”, siger Martin til P1 Dokumentar.

Faldt i søvn præstens seng

Præstegården i Tømmerup fungerede i den periode - ifølge P1 Dokumentars kilder - som en slags uofficiel ungdomsklub, hvor der blev spillet computerspil, røget vandpibe og drukket alkohol.

En del drenge overnattede også i præstegården i weekenderne, nogle sov endda i præstens seng, fortæller Martin.

”Hvis jeg kom fredag, blev jeg gerne og sov til søndag. Det foregik som med alle andre venner, at man blev træt, og så gik vi i seng og satte en film på i soveværelset, og så faldt vi bare i søvn der ved siden af hinanden. Og sådan var det altid. Var man alene med præsten, sov man gerne i seng med præsten. Det var jeg ikke den eneste, der gjorde, fortæller han til P1”.

Introducerede konfirmander for alkohol

Da Martin begyndte at gå til fester, var hans ven Dan Peschack hurtig til at introducere ham for hans første møde med alkohol.

”Han hælder shots på mig. En fire-fem gajol shots. Og så kører han mig til fest. Det ender med, at jeg bliver så fuld, at jeg kaster op, og mine venner ringer efter ham, og han henter mig. Det var helt sort for mig. Jeg husker, at jeg kaster op, og så at jeg vågner i præstens seng kun iført underbukser. Der var jeg 12 - 13 år”, fortæller Martin til DR P1.

Også Frederik, der i dag er 22 år gammel, kom meget i præstegården.

”Første gang, jeg var fuld, var oppe hos ham. Det var til en Counter-Strike aften, tror jeg. Der stod en masse sjatter, inde hvor computerne stod. Så drak vi bare og blev pisse stive. Jeg drikker stadig ikke Cuba karamel den dag i dag på grund af det”.

På ferie med præsten som 13-årig

Frederik blev så gode venner med den tidligere Tømmerup præst, at han med forældrenes velsignelse tog alene på ferie med præsten i 2007. Dengang var han 13 år gammel.

Frederik oplyser til P1 at der blev købt to flasker sprut i lufthavnen og at han en gang på ferien drak sig meget fuld sammen med præsten.

Frederik fortæller til P1 Dokumentar, at han aldrig har været udsat for nogle tilnærmelser fra præstens side, men at de sov i seng sammen på ferien.

P1 Dokumentar har talt med mange kilder, der kendte præsten fra Tømmerup. Langt de fleste fortæller, at han var en fantastisk præst og meget vellidt i lokalmiljøet.

Men der var også folk, der undrede sig over, at præstegården pludselig blev et meget populært sted at hænge ud.

Dan Peschack sidder varetægtsfængslet og er under besøgs- og brevkontrol. Det har derfor ikke været muligt for P1 Dokumentar at få hans kommentarer til de tidligere konfirmanders oplevelser.

Martin og Frederik har ikke ønsket at optræde med efternavn, men DR P1 kender deres fulde identitet.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0