AnnonceLuk annonce


Tømmerup tænder lys i en mørk tid

23-09-2016

Line Hedengran har taget initiativ til at få lys og liv i Tømmerup Kirke igen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen jens@tv-kalundborg.dk

Der har hvilet en sort skygge over Tømmerup Kirke siden sognepræst Dan Peschack blev anholdt i juni måned, og nu har en lokal borger taget initiativ til igen at få lys og liv i kirken.

Nu på søndag d. 25. september bliver der en helt speciel gudstjeneste i Tømmerup Kirke. Det er Line Hedengran, som er borger i Tømmerup sogn, som har taget initiativ til gudstjenesten.

”Det gør ondt at køre forbi kirken og se, at lyset er slukket, og at der ingen flag er i flagstangen. Der hviler en mørk skygge over kirken, og det kan jeg næsten ikke holde ud at se på”, siger Line Hedengran, der er mor til tre børn, hvoraf den ene, en datter, er konfirmeret af Dan Peschack i maj måned i år.

Gudstjenesten foregår søndag eftermiddag mellem klokken 16 og 17, og det bliver Helle Brink fra Raklev Kirke, som står for gudstjenesten. Med til gudstjenesten er også vikarpræsten i Tømmerup Kirke, Charlotte Ringsing-Pedersen, Provst Jørn Noe og måske yderligere to andre præster fra Kalundborgområdet.

Gudstjenesten bliver med musik og sang og med mulighed for at tænde et lys,

”Vi har brug for at få lyset tilbage i kirken, se hinanden i øjnene der, hvor vi har det sværest. Rigtigt mange unge har et tomrum efter Dan, og vi skal bruge kirken på den fede måde”, siger Line Hedengran.

Lokalområdet i Tømmerup er ramt, mere eller mindre, af chok og har svært ved at forholde sig til den tragedie, der har ramt kirken, derfor håber Line Hedengran, at rigtigt mange vil bakke op om gudstjenesten søndag eftermiddag.

Via Facebook er begivenheden blevet delt rigtigt mange gange, der er derfor nok ingen tvivl om, at der bliver rift om pladserne i Tømmerup Kirke søndag.



Klik her for at se billeder


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0