AnnonceLuk annonce


To kunstnere udstiller

21-04-2017

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Fra lørdag den 22. april og frem til den 4. juni vil man kunne se billedkunstner JChristian Jensen og billedhugger Niels Larsens udstilling ’Takt & Tone’ på Bispegården.

JChristian Jensen maler pigment på lærred. Et let og foranderligt medie, hvor man i nogle tilfælde kan følge værkets tilblivelse gennem de forskellige synlige lag. Niels Larsen arbejder i stentøj, granit og bronze. Det er drøje arbejdsprocesser, som sætter sin egen tyngde i værkerne.

Begge benytter et minimeret formsprog med konkrete grundformer, og deres billeder og skulpturer tager ofte udgangspunkt i naturen - set enten stærkt forstørret eller formindsket. Det bliver en udstilling, hvor JChristian Jensens maleri på Bispegårdens vægge spiller op imod, sammen med og nærmest går i forbindelse med billedhugger Niels Larsens skulpturer på gulvene.

Udstillingens titel henviser til de gentagelser, som ofte ses i begge kunstners værker – mellemrummene, det mønsteragtige – såvel i takt som i (farve)tone. I samspillet mellem maleri og skulptur vil publikum opleve, at gentagelsen i det ene vil udgøre en form for harmoni med mønsteret i det andet og tilsammen blive til en form for takt og tone. JChristian Jensen og Niels Larsen har en lang udstillingsrække bag sig, og har siden 2011 holdt en række udstillinger sammen i såvel Danmark som Sverige.

Der er fernisering lørdag den 22. april 2017 kl. 14 på Bispegården, og udstillingen varer til søndag den 4. juni 2017. Kunstnerne vil være til stede ved ferniseringen, hvor formand i Kalundborg Kunstforening, Peer Lysemose, åbner udstillingen.



Klik her for at se billeder


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0