AnnonceLuk annonce


Succes kræver hårdt arbejde

13-01-2017

Forretningen fremtræder indbydende med masser af varer. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Slagter Jacob ligger i Kordilgade i Kalundborg, og der ligger forretningen faktisk rigtig godt. Når man træder ind i ad døren, er man ikke i tvivl om, at her er en slagterforretning med passionerede folk, der går op i kvalitet. Jacob Nielsen, som de fleste kender som ’Slagter Jacob’ overtog en allerede sund slagterforretning fra sin far, Erik Nielsen, for 15 år siden, men han har i høj grad opgraderet, og ikke mindst fulgt med tiden, på mange fronter.

En af Danmarks største diskbetjente slagterforretninger ligger i Kalundborg. ’Slagter Jacob’ - Mad Med Mere. Han har eget pølsemageri og røgeri, som sender varer til hele landet – et meget populært pølsemageri vel at mærke. Her er også Take Away og mad ud af huset – de kan lave op til 2000 kuverter.

Tiden er en anden i dag, og udover den ’almindelige’ del af slagterforretningen, har Slagter Jacob i den grad udvidet til et mere moderne koncept. Hans forretningskoncept indbefatter nemlig Take Away til en travl hverdag, men også til gæsterne fredag aften eller festen, hvor det kan være ret uoverskueligt at lave mad til 100 mennesker.

Yderligere er Slagter Jacob en vigtig del af flere sociale arrangementer i byen, bl.a. Musik i Gryden, hvor han står for maden til de mellem 300 og 500 mennesker, der tager på Møllebakken for at høre musik hver sommer. Kvalitet og nørderi er kodeord i forretningen, og der bliver derfor ikke gået på kompromis med råvarerne på noget tidspunkt.

”Du får i hvert fald sikkerheden om, at det er godt hver gang. Vi er fagnørder, og kunne derfor ikke drømme om at sælge noget, der ikke er i orden. Det er vores dna. Det er, hvad vi lever af, og så kan du ikke nøjes med at ramme plet hver 2. gang,” siger Slagter Jacob.

Han fortæller også, at niveauet i supermarkeder i dag er hævet – både kvalitetsmæssigt og prismæssigt, hvilket han er glad for.

”Vi nærmer os hinanden mere, og det er godt, at der er mere fokus på kvalitet hos den store gruppe, men derfor er der stadig en forskel. Vi er en specialvarehandel, og derfor skal vi adskille os fra supermarkederne, hvilket vi selvfølgelig også gør på flere områder.

Digitale medier - en succes

”Vi har længe haft en sund forretning, men hvad vi måske nok har tabt lidt i omsætning på slagtervarer i forretningen, har vi hentet på vores online salg, og mad ud af huset – både mange kuverter til fest, men også i hverdagen, når folk ikke gider lave mad, eller skal have gæster lørdag aften. Nytårsmenuen slog fx alle rekorder i år,” fortæller Slagter Jacob.

Det er lavet således, at når man køber fx nytårsmenuen, er der en lille video med, som man kan kigge efter, når man skal varme og anrette den allerede tilberedte mad. Men ifølge Slagter Jacob er det ikke noget at være god til sit fag, man skal også følge med tiden og have dygtige ansatte. Uden dygtige ansatte, fungerer det slet ikke.

”Hvis jeg skal fortælle, hvad jeg er god til, så er det at have gode og passioneret folk omkring mig, der virkelig går op i deres job. Dét er altafgørende for en god forretning,” siger han.

Succes er hårdt arbejde

Men Slagter Jacob er også kendt for kvalitetsvarer og god mad og for at være dygtig til at drive en forretning, for succes kommer sjældent af sig selv. Det kræver tålmodighed og hårdt arbejde, og det er han klar over. Fordelen ved at drive en specialforretning i dag er imidlertid, at mange flere mennesker går op i kvalitet og dyrevelfærd.

”Tingene skal være i orden hver gang, og ved kunderne, at det er det, kommer de igen. Det er heldigvis også ved at gå op for den brede befolkning, at man ofte kan købe forskellige madvarer i en slagterforretning i dag,” siger han.

Hos Slagter Jacob bruger man også de sociale medier til at markedsføre forretningen, og det har han stor succes med. På Facebook kan man altid få sidste informationer om, hvad der fås i forretningen, tilbud og ikke mindst konkurrencer, som er meget populære. Nyhedsbrevet bliver flittigt læst, og han er ikke i tvivl om, at en del af succesen også er, at han er med på beatet hvad angår at markedsføre en forretning i dag.

Faktisk er der ikke mange ”rigtige” slagterforretninger tilbage i Danmark efterhånden, men der er stadig slagtermestre, der ved, hvad det kræver for at drive en specialforretning – også i provinsen.

”Fordi folk er villige til at bruge penge på kvalitet i dag, har vi haft størst vækst de senere år, men det kan jo ikke fortsætte med at stige, og det kan jeg da også mærke, men de gode ting går ikke af mode som sådan, og derfor tror jeg på, at hvis man gør arbejdet godt, så er der kunder til specialforretningerne – også i fremtiden,” siger Slagter Jacob.

Tænker lokalt

I øvrigt samarbejder Slagter Jacob med Helsingehus Frugtplan i Gørlev, hvor slagterforretningen får årstidens frugt og grønt leveret fra. Det bliver brugt i produktionen – både til varerne i forretningen, men også til mad ud af huset. Ligesom han får ænder og gæs fra Sejerø og lam fra Røsnæs. Det hele bliver tænkt ind i lokale rammer, så man dermed støtter op om lokalsamfundet, og samtidig får varerne så friske som muligt.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0