AnnonceLuk annonce


Store udfordringer venter 150 MTB-ryttere

23-02-2017

Det bliver helt sikkert en mudret affære ved søndagens MTB løb i Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Omkring 150  cykelryttere ventes til start på søndag d. 26. februar, når Kalundborg Cykle Club afvikler mountainbike løb i Munkesøen.

Kalundborg Cykle Club er på søndag vært for 5. afdeling af den vestsjællandske MTB-vintercup, der køres over 6 afdelinger.

Start/Målområdet er placeret ved klubhuset i Munkesøen, og der skal cykles på en rute som er en blanding af singletracks, skovstier og asfaltstykker.

Der er nok ingen tvivl om at det bliver en hård søndag for de mange mountainbike ryttere. Vejret bliver med både sne og regn op til løbet, og det vil helt sikkert gøre ruten våd og tung, da alt hvad der bare ligner en bakke indgår i ruten.

Der forventes omkring 150 ryttere til start, hvoraf Kalundborg Cykle Club har omkring 50 ryttere til start, og flere ligger godt til i det samlede klassement.

I U15 klassen har Lucas Lorentsen vundet de fire første løb og dermed den samlede sejr. Derfor deltager han i U17 klassen i de sidste to afdelinger.
Kristoffer Sustmann Sørensen og Oliver Alfast er stadig med i kampen om de øvrige podiepladser i den samlede stilling i U15

 I U17 ligger Jesper Jørgensen på en samlet andenplads, og han er så godt som sikker på at blive på podiet.

I Motionsklassen ligger Per Laust Jensen og Michael Jensen henholdsvis nummer et og tre samlet, men intet er sikkert endnu da konkurrencen er tæt.

Motion50 har Hans Jørgen Hansen på 6. pladsen og Søren Christensen er nummer otte samlet. Her ligger top 10 ret tæt, men meget skal flaske sig for at de herrer kan nå top 3.

Sportklassen har Hans Damgaard Hansen på en samlet 12. plads, men et godt resultat på hjemmebane kan sende ham tæt på toppen i den samlede stilling. Det samme scenarie er gældende for flere KCC-ryttere i den klasse.

Hos de hurtigste drenge i Elite-klassen er Philip Christiansen og Eske Glad de bedste bud på et godt lokalt resultat i 5. afdeling, en det samlede podie er ikke umiddelbart indenfor rækkevidde.

Der vil være aktivitet på ruten fra kl. 9.00, starten på løbet går kl. 10 og det hele er slut ved middagstid.

KCC har folk poster de nødvendige steder, og beder andre cyklister og hunde luftere om at være forsigtige hvis de krydser ruten.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0