AnnonceLuk annonce


Spørge-Jørgen hedder Rasmus

04-10-2016

Af Jens Nielsen jens@tv-kalundborg.dk

Ligestillings- og turismeordfører Rasmus Horn Langhoff (S), valgt I Kalundborgkredsen, har stillet 273 spørgsmål i folketingssalen i løbet af det sidste år. Nu er han kåret som årets ‘Spørge-Jørgen’.

I dag tirsdag begynder det nye folketingsår. Dermed tager de 179 medlemmer af Folketinget hul på et nyt år med nye forhandlinger, nye debatter - og nye spørgsmål.

I det forgangne år er det ifølge Folketingets egen opgørelse blevet til hele 16.510 spørgsmål om alt fra indfrielsesgebyrer ved stigninger i bidragssatserne på realkreditlån til hvordan det går med udflytningen af de statslige arbejdspladser, oplyser TV2 på deres hjemmeside.

273 af disse spørgsmål er stillet af Rasmus Horn Langhoff (S), og det gør ham til den mest spørgende socialdemokrat. Han er ligestillingsordfører og turismeordfører. Valgt i Kalundborgkredsen. Og det er særligt spørgsmål med relevans for Vestsjælland, hvor han er valgt, der dominerer billedet, når man søger i hans spørgsmål på Folketingets hjemmeside, skriver TV2.dk, der kåres ham til ‘Årets Spørge-Jørgen’.

Spørgsmålene er ifølge Rasmus Horn Langhoff et helt nødvendigt redskab i det politiske arbejde. Især når man sidder i opposition.

“Da vi var i regering, havde jeg let adgang til informationer og havde derfor ikke behov for at stille spørgsmål. Nu oplever jeg, at jeg har meget, meget svær adgang til informationer. Regeringen deler ikke ud til højre og venstre. Så hvis jeg skal have informationer, skal jeg ikke bare stille spørgsmål, men jeg skal stille de rigtige spørgsmål”, siger Rasmus Horn Langhoff til TV2 og fortsætter, “jeg har spurgt flere gange om udvidelsen af Kalundborgmotorvejen. Det kæmper jeg indædt for. Jeg stiller de spørgsmål for at få ministeren til at forholde sig til det, fordi jeg er af den overbevisning, at der ikke er nogle gode argumenter imod. Med spørgsmålene forsøger jeg at lægge et politisk pres på ministeren, så det ikke bare er noget, der bliver gemt og glemt". 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0