AnnonceLuk annonce


Spil fodbold med en brasiliansk mester

05-10-2016

Morten Hauglund blev brasilianske mestre med sit hold

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I efterårsferien kan man komme til at spille fodbold med en brasiliansk mester i futsal.

Spændende træning, pannabaner og sjove lege er på plakaten i efterårsferien, når fodbolddrenge og piger kan få 12 timer med sved på panden i Kalundborg Hallerne til DGI Futsalskole. Oven i købet med en af de dygtigste som træner.

Det er ikke hr. hvem som helst, man skal trænes af, når DGI inviterer til fodboldskole i efterårsferien. Her kan drenge og piger i alderen 9 til 13 år nemlig få lov at spille bold med Morten Hauglund, der spiller på det danske futsal-landshold, er professionel futsalspiller i Brasilien, og er netop er blevet brasiliansk mester.

Stigende popularitet

I Brasilien begynder de mindste at spille futsal, når de er fem år. Også i Danmark er der en stigende interesse for det tekniske og taktiske udfordrende spil, der kan spilles uanset niveau. Morten Hauglund er netop kommet hjem fra Brasilien med en masse inspiration i rygsækken, hvor han har spillet med og mod de bedste i verden.

”Det er virkelig det perfekte supplement til almindelig fodboldtræning. Teknikkerne fra futsal kan nemlig overføres direkte til dit fodboldspil på græs. Der er et enormt potentiale, som jeg gerne vil være med til at udbrede i Danmark,” siger han.

Selvom der er fokus på teknik og taktik, skal man ikke lade sig skræmme. Spillet er netop populært, fordi alle kan være med.

”Futsal er teknisk, men alle kan være med, fordi man arbejder på sit eget niveau. Man kan hele tiden bygge på og med de mange boldberøringer, bliver det aldrig kedeligt. Hvis man kan lide at bevæge sig, bruge hovedet og spille bold, kan man også lide futsal,” siger Morten Hauglund.

Sundt supplement

Futsal skal i Danmark ses som et supplement til fodbold på græs. Her får spillerne stimuleret teknik, koordination og balance, der er mange boldberøringer, og målmanden bliver inddraget i spillet.

”Når du spiller futsal går det stærkt, og der er altid masser af action. Der spilles indendørs på mindre plads, og spillet er både sjovt og udfordrende - og gevinsten er stor, uanset om du er god eller mindre god til fodbold,” siger Christian Sloth, der er fodboldkonsulent i DGI.

Tid og sted

DGI Futsalskolen er for piger og drenge i alderen 9 – 13 år. Skolen bliver afholdt 17. – 18. oktober 2016 i Kalundborg Hallerne. Begge dage fra kl.9.00 – 15.00.

Læs mere og tilmeld på www.dgi.dk/fodbold/futsal/futsalskoler

Fakta om futsal:

Futsal er indendørs fodbold, men det adskiller sig på vigtige punkter fra det klassiske indendørs fodbold, som mange kender. I futsal spiller man, i modsætninger til almindelig indendørs fodbold, med en mindre bold. 

Bolden vejer det samme som en normal bold, men har en blødere inderbold, hvilket gør, at bolden ikke hopper så meget og derfor er nemmere at kontrollere. 

Samtidig er der ingen bander, så når bolden er ude af spil, skal der foretages et indspark ved igangsætningen. Yderlige spilles der med en målmand, der må bruge hænderne inde i straffesparksfeltet. 

Futsal spilles på en bane på størrelse med en håndboldbane, ligesom målene også er de almindelige håndboldmål. En kamp består af to halvlege af 20 minutters effektiv spilletid, og hvert hold har en målmand og fire markspillere på banen af gangen.



Klik her for at se billeder


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0