AnnonceLuk annonce


Spektakulært håndboldshow mellem jul og nytår

15-12-2016

Privatfoto

Af Jens Nielsen

For 6. gang kan holdet bag julehåndbold stævnet i Rørby byde velkommen til RVIF Kids Cup 2016. Det spektakulære håndboldstævne afholdes i dagene 27. - 28. og 29. december i Rørby-hallen.

10 forskellige klubber har meldt deres ankomst, hvilket betyder at ca. 400 spillere mellem 8 og 14 år skal dyste mod hinanden i de tre dage stævnet varer. Alle deltagere bor og overnatter på Rørby skole og bliver forplejet af de mange frivillige hænder i Rørby- Værslev Idrætsforening.

Igen i år har lokale sponsorer støttet rigtigt godt op omkring stævnet, hvilket betyder at arrangørerne har fået god mulighed for at kræse om detaljerne.

Dette specielle håndboldstævne er kendt for den intense stemning, når hallen er fyldt helt op af forældre, søskende, venner og bedsteforældre som hepper på deres hold.

Alle kampe starter med indløb til høj musik, røg, og kæmpe lysshow, mens alle spillernes navne bliver råbt op af halspeakeren. Mange lokale klubber støtter op om stævnet bl.a. Raklev G&I, Løve-Høng Håndbold, Fuglede IF og Jyderup HK. Blandt de nye klubber er Ledøje-Smørum HK, NFØ Håndbold og Stenløse HK.

Stævnet starter tirsdag d. 27. december kl. 10.00. De indledende puljekampe starter kl 10.40 og fortsætter de næste tre dage, hvor der i alt bliver spillet 83 kampe i rækkerne U10 – U12 og U14.

Onsdag d. 28. december ca. kl. 13.00 spilles finalerne i U10 rækken, og torsdag d. 29 december fra kl. 15.00 spilles finalerne for U12 og U14 spillerne.

Umiddelbart efter finale kampene er der en festlig og farverig præmieoverrækkelse. Holdet bag RVIF Kids Cup inviterer alle til at møde op i Rørby Hallen mellem jul og nytår og se det flotte håndbold show. Der er naturligvis gratis indgang.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0