AnnonceLuk annonce


Simon udtaget til Verdensmesterskaberne

13-03-2017

Af Jens Nielsen

Den kun 15 år gamle Simon Dalsgaard fra Høng er udtaget til U18 verdensmesterskaberne i Ju-jitsu, der afholdes i Athen i den kommende weekend.

Der venter 15-årige Simon Dalsgaard en kæmpe oplevelse i den kommende weekend, han skal nemlig repræsentere Danmark ved U18 Verdensmesterskaberne i Ju-Jitsu, som afholdes i Athen, Grækenland.

Simon har trænet Ju-Jutsu siden hans forældre var med til at starte Høng Ju-Jutsu klub for knap syv år siden. Dengang var der ingen der troede, at klubben ville kunne gøre sig gældende på det plan.

Hård træning

De sidste tre år har Simon trænet med på bruttolandsholdet, ved siden af sin egen træning i Høng, og kamptræning i venskabsklubben i Holbæk. Der skal lægges mange timer i træning og til tider kan det være svært, når vennerne er til fest når man selv er på vej hjem og sove efter endnu en hård træningsaften. Det er dog det hele værd, når han så modtager beskeden om, for første gang, at være udtaget til VM!

Sporten binder os sammen

Når vi spørger Simon, hvad det så er, der driver ham, er det især den specielle stemning der er til stævnerne, holdånden og de venskaber han skaber på tværs af lande og sprogbarrierer.

Mange tror at kampsport er noget voldeligt noget. Kæmperne går da også til den på måtten, hvor de både må slå, sparke, kaste og lave stranguleringer og låse på hinanden. Men så snart kampen er slut er der både kram og hyggesnak mellem rivalerne.

En oplevelse for livet

Grækerne er kendt for at være gode til at arrangere disse stævner, så der venter den unge Høngkæmper en stor oplevelse, når han på torsdag tager til Athen sammen med den danske delegation og de 11 andre danske kæmpere. Stævnet foregår i det olympiske basket stadion og varer tre dage. Om det bliver til medalje eller ej vides ikke, men sidst kom det danske hold hjem med tre ungdomsverdensmestre.

Fakta boks:

Ju-Jitsu er en japansk kampsport, der bygger på selvforsvarsteknikker og har rødder i Judo, aikido og karate. I Høng Ju-Jutsu klub trænes både selvforsvarsdelen og kampdelen og alle kan være med, både børn fra 6 år og voksne. Træningen foregår i Sæby Hallenslev Friskole.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0