AnnonceLuk annonce


Røsnæs Fyr lukker for sæsonen

23-10-2016

Den smukke udsigt fra Røsnæs Fyr. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I dag ’lukker og slukker’ Røsnæs Fyr for sæsonen. Men det har været en fantastisk sæson med mange besøgende til det smukke fyr beliggende på naturskønne Røsnæs.

Røsnæs Fyr afslutter sæsonen for i år i dag kl. 16, men det har været en god sæson med mange gæster, og man glæder sig allerede til næste sæson sætter ind.

”Vi har haft 69 åbningsdage i sæson 2016, det er ca. 20 pct. mere end året før. Og det har været en rigtig god sæson med mange besøgende, og det er vi jo selvfølgelig glade for. På en god weekend kan der være omkring 500 besøgende," siger Troels Birk Kristoffersen, der er formand for Røsnæs Udvikling- og Beboerforening.

På Røsnæs Fyr kan gæster, store som små, komme en tur op i Fyret og nyde den imponerede udsigt fra fyrtårnet. Efterfølgende kan man drikke en kop kaffe med kage, eller is og sodavand, som kan købes i Café Fyret lige ved siden af.

”Vejret er selvfølgelig en vigtig faktor, når vi snakker om, hvor mange besøgende, der kommer. Men vi kan faktisk se, at folk kommer længere og længere væk fra for at besøge fyret. Der er fx mange fra Nordsjælland og København, og vi har da også en del udenlandske turister. Men Røsnæs er også blevet mere populært, og det, at vi - gennem de senere år - har fået et naturrum, en vingård og et aktivitetshus herude, gør det selvfølgelig endnu mere attraktivt at komme her. Der er mange muligheder i Kalundborg og på Røsnæs, vi skal bare være bedre til at kommunikere ud til omverdenen, hvad det er, vi kan, og hvad vi har at byde på," siger Troels Birk Kristoffersen.

Igen i år er det en stor skare af frivillige, der på skift passer fyret og caféen hver weekend, og det er gået lettere, end Troels Birk Kristoffersen havde turde håbe, med at finde frivillige, der vil hjælpe.

”Selvfølgelig kan vi altid bruge et par hænder mere, men det er faktisk gået bedre end, jeg har turde håbe på,” siger han.

Som noget nyt har både café og fyr i denne sæson altså haft åbent for besøgende både lørdag og søndag siden påske. På alle åbningsdage har der været åbent fra kl. 11 – 16.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0