AnnonceLuk annonce


Kalundborg Rock’ers fremtid er afgjort

26-10-2016

Kalundborg Rock'er på Giseløre i Kalundborg. Foto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Efter at Kalundborg Rock’er 2016 gav et underskud på omkring 100.000 kr., var der tvivl om, hvorvidt der ville blive Kalundborg Rock’er igen i 2017. Den tvivl er imidlertid manet i jorden, og der bliver festival i Kalundborg i 2017.

Til trods for, at Kalundborg Rocker i 2016 sluttede med et underskud på ca. 100.000 kr., har det ikke taget lysten eller modet fra de resterende tre foreninger, der står bag styregruppen til festivalen, og der bliver Kalundborg Rock’er på Giseløre i 2017.

Johnny Elmelund, der er kommunikationsansvarlig for Kalundborg Rock’er, kunne, efter et møde i går, meddele, at festivalen i Kalundborg også bliver til noget i 2017.

De tre foreninger, der nu er tilbage efter, at Viskinge Badmintonklub har valgt at udtræde af samarbejdet - Kalundborg Badmintonklub, Svebølle Boldklub og Kalundborg Gymnastikforening og Boldklub - besluttede nemlig på mødet, at man stadig ville lave Kalundborg Rock'er igen i 2017. Man har dog endnu ikke besluttet en dato, hvilket man gør i næste uge, når der er møde om, hvordan styregruppen kommer til at se ud i fremtiden.

”Alle var enige om, at selvfølgelig skal der være Kalundborg Rock’er i 2017, men nu mangler vi at finde ud af, hvordan styregruppen skal være sat sammen, hvilket vi beslutter i næste uge. Jeg er bare glad for, at de tilbageværende foreninger bakker op om projektet, det ville være et kæmpe tab for Kalundborg at skulle lukke sådan en festival ned," siger Johnny Elmelund.

Erhvervslivet endnu mere med

Johnny Elmelund fortæller, at nu er udfordringen, at få erhvervslivet i Kalundborg endnu mere med.

”Vi skal finde ud af, hvad vi kan gøre for at involvere virksomhederne endnu mere. Det er også vigtigt, at alle forstår, at sådan en festival ikke kommer af sig selv, det er hårdt arbejde,” understreger han.

På mødet talte man også om at få en ny forening ind, nu da Viskinge Badmintonklub nu er ude af samarbejdet, men man besluttede på nuværende tidspunkt ikke at tage flere ind.

”Vi mener, at vi kan klare det selv, og derudover er vores 1. prioritet på arbejdsdelen, udover egne foreningenr, de frivillige fra Viskinge Badmintonklub, da de trods alt har været med til at starte det hele op, og har været med i 17 år,” siger Johnny Elmelund.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0