AnnonceLuk annonce


Populært at holde vinterferie i sommerhuset

12-02-2017

Af Jens Nielsen

Rigtigt mange har valgt at holde vinterferie i et sommerhus på Kalundborgegnen, næsten alt er udlejet i uge syv.

Vinterferien er traditionelt ikke en af de allerstørste sommerhus uger, men i år har udlejningsbureauerne oplevet en stor efterspørgsel på sommerhusene i Kalundborg og omegn. Det skal forstås lidt i forlængelse af den generelle tendens, der lige nu er med, at folk fra både ind- og udland søger sommerhusferien mere og mere. Ferietypen lægger meget op til afslapning og hyggeligt socialt samvær sammenlignet med andre ferietyper, og man har mulighed for at tage tingene i præcis det tempo, der passer en bedst.

”Vi oplever, at Kalundborg-området opsøges mere og mere af folk fra både hovedstadsområdet og Tyskland. Det er især den afslappede stemning og den fine natur med de lange kyststrækninger, folk drages mod. Og så ligger Kalundborg jo også fornuftigt med forholdsvis kort kørsel fra København”, siger Jesper Kamp Kruse, kommunikationsmedarbejder hos Campaya.dk.

Campaya.dk har 190 sommerhuse til udlejning i Kalundborg, og kun 26 af disse er ledige i vinterferien i uge syv. Det giver en ledighed på beskedne 13,7 procent, hvilket er noget under landsgennemsnittet på 20 procent i vinterferien. Faktisk placerer det Kalundborg som den kommune i Danmark, hvor der i næste uge er den sjette laveste sommerhusledighed.

Campaya.dk har også oplevet større efterspørgsel på sommerhusene i Kalundborg sammenlignet med sidste år her til vinterferien. Det er særlig godt med tanke på, at sidste år var det bedste udlejnings år nogensinde. Den tendens ser altså ud til at fortsætte, også i Kalundborg kommune.

Campaya.dk har samlet størstedelen af sommerhusene fra landets udlejningsbureauer. Tallene giver derfor et godt billede af den samlede sommerhusudlejning.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0