AnnonceLuk annonce


Nyt stort fund ved Tissø

22-09-2016

Nyt spændende fund ved Tissø. Foto: Flemming Nielsen

Af Jens Nielsen jens@tv-kalundborg.dk

Endnu en gang har jorden ikke langt fra den gamle vikinge-boplads ved Tissø givet et helt ekstraordinært fund fra sig.

Et kors fra første halvdel af 900-tallet er i søndags fundet nær Tissø. Et fund, der påkalder sig stor opmærksomhed, der er sansynligvis tale om det ældste kors fundet i Danmark. .

Amatørarkæolog Flemming Nielsen fra Gørlev er finderen. Han gik i søndags med sin metaldetektor på Bakkendrup-siden af Halleby Å.

“Pludselig gav detektoren lyd. Og op dukkede et fint lille kors fremstillet i forgyldt bronze”, fortæller Flemming Nielsen.

Korset måler 37 x 34 millimeter, og begejstringen på Formidlingscenter Fugledegård er stor. “Korset er et af de ældste kors i Norden og skal nok dateres til den første halvdel af 900-tallet”, siger Flemming Nielsen.

“Fundet kan vise sig at være af lige så stor betydning som det nylige guldfund i Jylland. Ikke gjort op i metalværdi, men ud fra fundets historiske værdi”, vurderer Henning Vingborg fra Tissø Vikingemarked. Han påpeger, at det nye fund måske er det ældste kors fundet i Danmark.

Tissø-korset

Tissø-korset, som det nye fund hurtigt er blevet døbt, er ligearmet og med rombeformede felter. Det er træk, man også ser på kors fra det karolingiske rige i det nuværende Tyskland og Frankrig.

Nationalmuseet ventes , torsdag, at komme på besøg hos Flemming Nielsen.

Han fandt også støbeformen

Der går en lige linje fra et fund, Flemming Nielsen i 1997 gjorde på Fugledegård - en såkaldt patrice til et kors - og så kors-fundet i søndags.

Det sjove er, at korset efter alt at dømme har sin oprindelse fra denne patrice. Det vil fremtidige undersøgelser på Nationalmuseet afklare.

En patrice er den positive model til aftryk i støbeforme, som smykkesmeden i vikingetiden brugte som forlæg til sine færdige smykker.

“På stedet, hvor patricen blev fundet, er der også dukket andre patricer op. De dateres til tiden omkring 950 e.Kr. - altså vikingetiden - og lige i perioden, hvor danerne så småt var ved at overgå til kristendommen fra asatroen”, fortæller Flemming Nielsen.

Korset fundet ved Bakkendrup nær Tissø i søndags kan måske være fra den gravplads, man længe har søgt efter. Men indtil videre er det kun en gisning.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0