AnnonceLuk annonce


Natarbejde i røg og damp

07-10-2016

Klosterparkvej har fået ny asfalt, et arbejde som er udført natten til fredag. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen jens@tv-kalundborg.dk

Det tredje mest trafikerede kryds i Kalundborg Kommune, Klosterparkvej-Esbern Snaresvej har fået helt ny asfalt, arbejdet er udført natten til fredag for at genere trafikken mindst muligt.

Lyskrydset Klosterparkvej-Esbern Snaresvej blev tidligere på året bygget om med venstresvingsbaner i nord-/sydgående retning, for, især i myldertiden, at give en væsentligt hurtigere afvikling af trafikken.

I gennemsnit kører 7000 biler i døgnet igennem lyskrydset på Klosterparkvej/Esbern Snaresvej i Kalundborg, det gør krydset til det tredje mest trafikerede kryds i Kalundborg Kommune, og det slider på asfaltbelægningen, den asfalt der blev lagt i forbindelse med ombygningen var kun midlertidig og nu var tiden så kommet til at få lagt den rigtige slidstærke asfalt.

Arbejdet startede tidligere på ugen hvor den nuværende belægning blev fræset væk inden det helt store asfalt set-up rullede ind i krydset torsdag aften.

Arbejdet med at asfaltere selve krydset og de tilstødende vejbaner startede torsdag aften klokken 18.

Hele 175 tons asfalt er der brugt til opgaven, kørt til Kalundborg fra København i specielle lastbiler, som holder den sorte asfalt på 160 grader når det vippes ned i selve asfaltudlæggeren, den maskine som med millimeter præcision får vejenbanen til at ligne en motorvej.

Erfarne folk

Det er mandskab og maskiner fra firmaet Colas som har stået for opgaven, og asfaltsjakket der torsdag aften og natten til fredag jonglerede rundt med den varme sorte asfalt har mange års erfaring, ikke mindst formanden for holdet, Peter Larsen, som i hele 43 år har været asfaltarbejder.

”Jeg har prøvet alt med hensyn til at asfaltere, lige fra små veje, motorveje og lufthavne. Det er et hårdt job hvor vi arbejder mange timer af gangen, vi er en helt lille familie hvor vi kender hinanden rigtigt godt, faktisk er min egen søn med på holdet, det har han været siden han var 16, ellers så han mig jo næsten ikke”, siger Peter Larsen, mens den avancerede asfaltudlægger justeres ind med den nyeste elektronik og endnu en vejbane kan asfalteres alt i mens trafikken afvikles tæt op af asfaltarbejderne, et farligt job i alt slags vejr.

En lang dag

Arbejdet med at asfaltere Klosterparkvej begyndte klokken 18 og først klokken fem fredag morgen regnede Peter Larsen med at de var færdige, men så er der lige papirarbejdet.

”Når jeg kommer hjem skal der laves timeregnskab, udregnes hvor mange materialer der er brugt og der skal laves kvalitetssikring, så det bliver en arbejdsdag tæt på 18 timer, men så har jeg også fri helt til mandag morgen”, griner Peter Larsen, der bor i Mørkøv.

Bilisterne har nu fået en flot og jævn belægning i det stærkt trafikkerede lyskryds, nu mangler der bare lige lidt striber



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0