AnnonceLuk annonce


Motorvejen er et skridt nærmere

30-08-2016

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

En ny rapport viste for nylig, at rute 23 (motorvejen til Kalundborg) betaler sig selv. Alle kan se idéen i at bygge motorvej hele vejen til Kalundborg – også politikerne på Christiansborg. Derfor er rute 23 nu med i regeringens 'Helhedsplan'.

Motorvejen hele vejen til Kalundborg er længe ventet, og nu har regeringen endelig taget den med i ’Helhedsplanen’ – også kendt som 2025-planen.

Borgmester i Kalundborg Kommune, Martin Damm (V) er ikke bekymret for, hvorvidt et flertal vil stemme imod en kommende færdiggørelse af motorvejen til Kalundborg.

”Jeg er så glad for det. Lad mig sige det sådan, at for et par timer siden, var motorvejen ikke med i nogen plan, men det er den nu. For første gang har en regering sat den ind i en plan. Øvelsen bliver selvfølgelig at holde den i planen, men umiddelbart er jeg ikke så bekymret for, at den ikke bliver der. Stort set alle erkender, at det er nødvendigt med motorvej til Kalundborg,” siger han.

Første fase af Kalundborg-motorvejen var ikke let at skaffe flertal for på Christiansborg. Det har taget mange år at få både første og anden etape i hus, men nu er altså tredje og sidste etape på tapetet. Men den kommer ikke med det samme, og borgerne må ruste sig med tålmodighed.

”Alle vil gerne, at den kommer nu, men vi skal huske på, at det er et skridt i den rigtige retning, og at infrastruktur tager mere tid end, hvad vi vil, at det skal tage. Vi har kæmpet i 20 år, og derudover er det jo også vigtigt at huske på, at erhvervsinvesteringerne herude ikke bliver lavet efter blot nu og her, men langsigtet også. Selvfølgelig vil virksomhederne også gerne have motorvejen nu, men de betragter det også som noget positivt for fremtiden, at det første skridt bliver taget,” siger Martin Damm.

Læs også http://tv-kalundborg.dk/Motorvej-blev-diskuteret-paa-Folkemoedet


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0