AnnonceLuk annonce


Mødrehjælpen søger frivillige mentorer

24-09-2016

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Mødrehjælpen i Kalundborg mangler mentorer for familier, der venter barn.

Går man rundt med trang til at gøre en forskel for en familie, der har behov for støtte i en periode, hvor familien venter barn, kan man blive mentor hos Mødrehjælpen. Opgaven er baseret på frivillighed og motivation, og er naturligvis ulønnet.

Mentorordningen er et samarbejde mellem Mødrehjælpen og Projekt GRO (Gravide & barsel, Relationer, Omsorg). Mødrehjælpen søger især personer, der kan gøre brug af egen uddannelse eller livserfaring til at hjælpe familier, der har særligt behov for støtte, unge mødre uden godt netværk, enlige mødre, familier der har brug for hjælp til at overholde aftaler, familier uden fast struktur osv.

Det handler om personlige samtaler, telefonkontakt, sms’er, være bisidder ved samtaler og andre opgaver for at holde personen ”på sporet”, ligesom støtte i forhold til at skulle være mor. Tidsmæssigt drejer det sig fra sundhedstjenesten bliver opmærksomme på et behov for en mentorordning i en familie, hvor kvinden er gravid til ca. 8 uger efter fødslen,” siger Dorthe Hornbæk Jensen, der er formand for Mødrehjælpen i Kalundborg.

Der kræves ikke en særlig uddannelse for at blive mentor, men det er en fordel, hvis man som mentor kan gøre brug af egen uddannelse eller livserfaring. En mentor deltager i et endagskursus, som giver indsigt i, hvad en mentor er, samarbejde, målgruppe, relationer og tavshedspligt.

Projekt GRO stiller supervision til rådighed.
 Som mentor skal man ikke udarbejde dokumentation. Den eneste dokumentation der foretages er, at det noteres i projekt GRO, at der er en mentorordning på den enkelte familie.

Har man lyst og er motiveret for at blive mentor, kan man sende en ansøgning senest den 21.oktober 2016 med et par ord om sig selv og motivationen for at søge. Ansøgningen sendes til Lokalforeningen Mødrehjælpen i Kalundborg v/Dorte Larsen, e-mail: kalundborg.lf@moedrehjaelpen.dk


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0