AnnonceLuk annonce


Mad fra hjertet - og med udsigt

21-04-2017

Der er rigtigt hyggeligt på den nye restaurant på Strandhotel Røsnæs. Foto: Gitte Korsgaard

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg har fået sit helt eget strandhotel, og nu også en restaurant, der ikke ”bare” laver og serverer mad. Mad er nemlig mange ting, og ifølge projektchefen på restauranten på Strandhotel Røsnæs laver de ikke ”bare” mad, men god mad af friske råvarer, ligesom de i høj grad har fokus på bæredygtighed.

Jan Christian Jensen er ansat hos Madkastellet, og har tidligere bl.a. været med til at starte Madklubben og Cofoco i København. Inden Madkastellet var han kundechef hos Claus Meyer. Nu er han altså projektchef på Strandhotel Røsnæs, hvor han står for den daglige ledelse, indtil der kommer en og overtager den daglige ledelse til juni. Hvem det er, er dog pt. en hemmelighed.

”Jeg har været her på Strandhotel Røsnæs-projektet i 7 måneder, og jeg har nydt det. Her er så smukt, og der er så mange muligheder herude, og vi har allerede haft pænt besøg både i hverdag og i weekenden,” siger han.

Det er Rasmus Pors og Jens Junert, der forpagter restauranten på Strandhotel Røsnæs. De ejer Madkastellet, hvor Jan er ansat, og har altså nu gang i projektet med restauranten på Strandhotel Røsnæs i Kalundborg.

”Det er Hanne Dyremose, der står for den daglige ledelse af hoteldelen herude, men det er jo en fælles paraply, vi arbejder under, som hedder Strandhotel Røsnæs,” siger Jan Christian Jensen.

Han fortæller også, at restauranten er for alle, men at han er klar over, at det er en restaurant i provinsen, og ikke i København, og at der derfor selvfølgelig vil være en forskel.

”Ikke forstået på nogen negativ måde. Jeg er selv nordjyde, og de to herrer, der forpagter restauranten er henholdsvis bornholmer og svensker, så der er ikke noget københavneri her. Men vi anerkender, at vi er i Kalundborg, og det er bare anderledes end København. VI laver moderne fransk/dansk braiseremad, men primært lavet af danske råvarer – og gerne så lokale som muligt. For os handler det også om bæredygtighed. Derfor har vi jo også bondegården, hvor vi på sigt selv skal dyrke en masse, men vi har også et godt samarbejde med mange små lokale virksomheder, hvilket er skønt, at vi kan faktisk få rigtig mange råvarer lokalt. Vi har ikke noget regelsæt, men kvalitet er klart punkt ét, og kan vi finde det, vi skal bruge, lokalt, så gør vi selvfølgelig det,” fortæller Jan Christian Jensen.

Også mht. møde- og festlokaler er strandhotellet godt med, og der er ofte booket godt op i de forskellige lokaler.

”Kommunen og mange virksomheder kommer her til konferencer, og vi har da også en del private fester på programmet,” siger Jan Christian Jensen.

Han fortæller også, at alle tre kokke på restauranten er ’hentet’ fra København, og at de i dag bor på bondegården, der ligger lige ved siden af hotellet. Samme sted, hvor markerne fremover skal producere en masse råvarer til køkkenet på Strandhotel Røsnæs. Der er tre kokke og to elever pt.

”Men vi har også lokale ansatte. For os er det vigtigt, at vi bidrager til lokalsamfundet også. Vi er ikke kommet herud for at være københavnere, hvilket vi jo i øvrigt heller ikke er nogen af os. Vi er bare nogle mennesker, der forsøger at lave en god restaurant, og jeg kan love, at vi gør det med hjertet.”

Du kan læse mere om restauranten på deres hjemmeside, KLIK HER



Klik her for at se billeder


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0