AnnonceLuk annonce


Stor opbakning i lokalsamfund

04-04-2017

Formand for Støtteforeningen Old SBI, Steen Jensen, ved det gamle klubhus i Svebølle, der nu bliver klubhus for alle foreningens medlemmer, og i øvrigt er under renovering.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk  

Sidste år gik Svebølle Boldklub konkurs, og det betød, at Støtteforeningen Old SBI (Svebølle Boldklub & Idrætsforening) mistede omkring 400.000 kr. Klubhuset blev solgt, og hele foreningen stod uden klubhus, men det har folkeaktier og en stor check nu ændret på.

I august sidste år gik Svebølle Boldklub konkurs, og klubhuset blev solgt til en privat opkøber. Men adm. Direktør i Johs. Rasmussen Svebølle (JR), Klaus W. Ramussen, der også er administrator for ’Vognmand Johannes Rasmussen Svebølle og Ruth Rasmussens Fond’, har netop doneret 140.000 kr. til at dække udgifterne til at købe klubhuset tilbage, hvilket støtteforeningen gjorde for nylig. Derudover har støtteforeningen Old SBI i en periode solgt folkeaktier, og har næsten 100.000 kr. på den konto, der skal gå til renovering af det gamle klubhus i Svebølle.

”Vi er meget glade for både den store check fra ’Vognmand Johannes Rasmussen Svebølle og Ruth Rasmussens Fond’ samt de mange private og andre virksomheder, der har støttet os ved at købe folkeaktier. Vi har fået samlet 97.500 ind på den konto, og de skal gå til renovering. Pengene fra fonden betaler klubhuset, som vi jo har købt tilbage fra en privat ejer. Det er så dejligt at se, hvordan hele lokalbefolkningen - private såvel som virksomheder - støtter op om os,”  siger Steen Jensen, der er formand for Støtteforeningen Old SBI.

Også Klaus W. Rasmussen er glad for, at fonden, som blev oprettet i 1968 i hans bedsteforældres navne kan gøre gavn for det lokale ungdomsliv i Svebølle.

”Det har altid været et samlingssted for byens borgere, ikke mindst de unge mennesker, og jeg kan selv huske, hvor vigtigt det var som ung at have et sted at gå hen. Derfor besluttede jeg, at donationen ikke kun skulle gå til boldklubben, men til alle syv foreninger i Svebølle Boldklub og Idrætsforening, på den måde kan mange flere få glæde af den herude,” siger han.

Steen Jensen er helt enig, og mener netop, at donationen på den måde rammer bredest muligt.

”Dvs. Bjergsted Håndboldklub, Viskinge Boldklub, Viskinge Gymnastikforening, Svebølle Petangueklub, Svebølle Tennisklub, Svebølle Boldklub og Old SBI får nu alle glæde af donationen og folkeaktierne, da klubhuset fremover ikke blot er boldklubbens, men hele foreningens klubhus. I virkeligheden er det, hvad man har arbejdet for i 30 år – at samle alle foreninger under en paraplyorganisation, og det er nu lykkedes med donationen og folkeaktierne,” siger han glad.

 



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0