AnnonceLuk annonce


H.M. Dronningens sommertogt begynder i Kalundborg

22-02-2017

Foto: Kongehuset

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

H.M. Dronning Margrethe II besøger Kalundborg i to dage til sommer. Dannebrog anløber Kalundborg Havn den 13. juni om formiddagen, og sommertogtet begynder her.

Der bliver festligt, når Hendes Majestæt Dronningen kommer på officielt besøg i Kalundborg under sommerens togt med Kongeskibet Dannebrog. Byens 850-års jubilæum danner en fin ramme for det kongelige besøg i kommunen.

”Vi er meget glade og stolte over, at H.M. Dronningen vælger at komme til Kalundborg Kommune i hele to dage. Vi glæder os meget til at vise vores natur, historie, kultur og virksomheder frem,” siger borgmester Martin Damm og fortsætter:

”Vi vil gerne sætte fokus på vores lange tradition for frivillighed og samarbejde. Her i Kalundborg arbejder vi sammen for at skabe bedre resultater, uanset om vi er kommunen som myndighed, frivillige borgere, institutioner eller virksomheder.”  

Borgmesteren peger på, at det netop er samarbejde, der skaber den nærhed og sammenhæng, som han mener, gør kommunen til et godt sted at bo, leve, arbejde og drive virksomhed.

Kalundborg Kommune ønsker at sammensætte et program, som bringer H.M. Dronningen rundt i kommunen. Kongeskibet Dannebrog vil anløbe Kalundborg Havn d. 13. juni kl. 10, hvorefter Dronningen modtages officielt i Højbyen.

”Vi arbejder allerede nu på at sammensætte et program, så Majestæten ser vores interessante historie og kultur, den enestående natur, møder de frivillige og endelig også får et indblik i vores erhvervsliv og satsning på bæredygtighed,” siger Martin Damm.

Borgmesteren håber, at alle borgere vil engagere sig i at vise kommunen frem fra sin bedste side:

”Det bliver to festlige dage, og jeg håber, at alle vil være med til at gøre Majestætens besøg godt og interessant,” siger Martin Damm.



Klik her for at se billeder


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0