AnnonceLuk annonce


Forsyningen fjerner fortidens syndere

10-03-2017

Den omfattende kloakrenovering arbejder sig stille og roligt op ad Vænget. Foto: Jens Nielsen

Renoveringen af kloaknettet i Vænget i Kalundborg giver udfordringer og overraskelser undervejs i gravearbejdet. Stærkt forurenet jord og gamle ukendte jordankre har været nogle af overraskelserne, og det er måske ikke slut endnu, ifølge Richard Tobiasen, projektleder ved Kalundborg Forsyning. 

Ifølge ham stod overraskelserne på det nærmeste i kø, da man begyndte gravearbejdet nær havnen i Kalundborg. Her stødte gravemaskinerne hurtigt på flere ukendte jordankre, der dukkede frem af jorden under gravearbejdet.

Der var tale om større betonblokke, som er med til at holde kajvæggen fast nær det gamle færgeleje i Vesthavnen. En henvendelse til havnekontoret i Kalundborg afslørede, at de gamle jordankre fortsat er i brug, og det var derfor nødvendigt at ændre på linjeføringen af kloaknettet.

Under gravearbejdet afslørede en kraftig lugt af olie også, at man var stødt på forurenet jord, og gravearbejdet blev stoppet. Analyser af jorden viste, at der var tale om en kraftig forurening. Den handlede om gammel olie, som for år tilbage blandt andet blev brugt til opvarmning af huse. Mandskabet måtte efter fundet bruge ekstra sikkerhedstøj, og der blev fjernet omkring 850 tons forurenet jord, som straks blev kørt væk fra området.

Richard Tobiasen ved fra gamle kort, at en anden gammel forurening måske er i vente, når gravearbejdet når til den nordlige del af Vænget. Gamle kort fortæller, at her har der tidligere været en benzintank, så han er spændt på, hvad gravearbejdet afslører.

Der tages jordanalyser inden man går i gang med gravemaskinerne, så man på forhånd ved hvad man skal forholde sig til, og ikke får en overraskelse. Der er taget højde for de uforudsete udgifter i budgettet.

Gravearbejdet er nu nået til starten af Vænget, og det besværliggøres fortsat af, at grundvandet i området står højt.

”Det er nødvendigt, at vi fortsat bruger sugespidser til at fjerne grundvandet, og de bankes ned og aktiveres et par dage før selve gravearbejdet går i gang. Det er mest sikkert i forhold til de gamle huse i gaden", siger Richard Tobiasen. Ifølge ham ventes arbejdet med renoveringen at være færdig i slutningen af maj.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0