AnnonceLuk annonce


Kalundborg mister 93 mio. kr.

11-07-2017

Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Kommune vil i 2018 miste ca. 93 mio. kr. i forhold til i år af tre årsager.

Der er flere forskellige faktorer, der spiller ind i forbindelse med, at Kalundborg Kommune mister penge på budgettet for 2018. Den ene årsag til de færre penge er, at kommunen mister sit statstilskud på ca. 18 mio. kr., fordi borgerne i Kalundborg Kommune i gennemsnit i 2016 har tjent mere end de 176.000 kroner, der er grænsen for den statslige ydelse. De har nemlig tjent 80 kr. mere pr. næse, altså 176.080 kr.

Derudover får kommunen ikke længere et tilskud på 45 mio. kr. fra staten, da der er befolkningstilvækst, og ikke tilbagegang i kommunen. Hvilket i sig selv selvfølgelig er glædeligt, men altså også kan mærkes på budgettet til at begynde med. Endelig skal Kalundborg Kommune betale selskabsskat tilbage, da der er blevet udbetalt for meget.

”På indtægtssiden mister vi ca. 93 mio. kr. i forhold til i år, og det er tre ting, der ænder sig, og dermed er årsag til det,” fortæller borgmester, Martin Damm (V) og fortsætter:

”18 mio. kr. mister vi i statstilskud pga. den forhøjede indtægt. Derudover 45 mio. kr. fra udligningsordningen, der gives til kommuner med befolkningstilbagegang, hvilket vi jo ikke længere har. Endelig er der 60 mio. kr. selskabsskat, der er udbetalt for meget, hvoraf vi hæfter for ca. halvdelen, altså nettofortjenesten.”

Borgmesteren mener dog også, at vi skal glæde os over, at vi ikke har brug for hjælp, da det jo er en indikation på, at det går godt.

”Hvis man kigger i helikopterperspektiv, er det jo glædeligt, at vi ikke har brug for hjælp, men derfor er det selvfølgelig stadig hårdt at ligge lige på knækket. Der kunne måske være en mere glidende overgang fra det ene til det andet. Men vi skal naturligvis glæde os over, at borgernes indtægter er stigende, hvilket jo på sigt vil udløse flere indtægter. Derudover er det selvfølgelig også glædeligt, at befolkningstallet i kommunen ligeledes er stigende,” siger borgmester Martin Damm (V).



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0