AnnonceLuk annonce


Kalundborg Havn financierer selv projekt til 200 mio.kr

30-09-2016

Foto: Kalundborg Havn

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Havn har netop offentliggjort, at de påbegynder opførelsen af Ny Vesthavn på arealet ved siden af Asnæsværket – et projekt, de selv financierer.

På et pressemøde torsdag morgen offentliggjorde Kalundborg Havn, at de nu går i gang med opførelsen af Ny Vesthavn – et projekt på 200 mio.kr., der kommer til at ligge på arealet ved siden af Asnæsværket, et projekt der har været mange år under vejs, og så endelig nu tager sin begyndelse.

Kalundborg Havn opfører 330.000 kvadratmeter nyt havneområde – et projekt, som de selv financierer.

Til næste år kan Kalundborg Havn begynde opførelsen af, i første omgang, 330.000 ekstra kvadratmeter med 500 meter kaj og 15 meter vanddybde til udvikling af erhverv og nye arbejdspladser.

”Vi ønsker at investere i fremtiden, men er løbet tør for plads til, at nye havnebrugende virksomheder kan etablere sig. For at indfri havnens udviklings- og vækstpotentiale opruster vi nu med nogle flere kvadratmeter, så havnen og den omkringliggende erhvervsklynge kan fortsætte med at bidrage aktivt til erhvervs- og beskæftigelsesudviklingen,” siger direktør i Kalundborg Havn, Bent Rasmussen.

Sjællands største erhvervsområde

Med vækstmotorer som Statoil, Novo Nordisk og Novozymes er Kalundborg Sjællands største erhvervsområde uden for København. Hele erhvervsklyngen bidrager til, at Kalundborg-egnen er et af de områder i landet, der oplever størst vækst og skaber grobund for yderligere udvikling og beskæftigelse.

Vi har i mange år kæmpet for at forbedre infrastrukturen til og fra Kalundborg, og den investering kommer kun, hvis vi vækster og øger bosætningen. På Kalundborg Havn vil vi gerne fortsætte med at bidrage til vækst og flere arbejdspladser, men det kræver forbedrede vilkår i form af mere plads, og derfor har vi valgt at udvide med Ny Vesthavn,” siger bestyrelsesformand på Kalundborg Havn Jakob Beck Jensen (V) og fortsætter:

”Historisk set har Kalundborgs udvikling altid været præget af fjorden og dybden på fjorden, hvilket dette projekt også er præget af.”

Også borgmester i Kalundborg Kommune, Martin Damm(V), ser stort potentiale i det nye projekt, da han både ser muligheder for Kalundborg som by og som kommune. 

"Det her viser jo endnu engang potentialet i Kalundborg for erhvervsudviklingen, og det viser også, at det er rigtigt, at man har taget motorvejen med i 2025 planen. Havnen i Kalundborg har altid været et omdregningspunkt for både by og kommune, og den undestøtter netop også erhvervsudviklingen i området, og giver nye muligheder for erhvervslivet," siger han.

Kalundborg Havn tager første spadestik til Ny Vesthavn i sommeren 2017, og forventer, at det nye havneområde er klar til drift fra efteråret 2018.

Se også, Video: Ny Vesthavn til 200 mio. kr. vedtaget

FAKTABOKS: OM NY VESTHAVN

  • Ny Vesthavn kommer i første omgang til at brede sig over 330.000 kvadratmeter på sydsiden af Kalundborg Havn vest for Asnæsværket
  • 60.000 kvadratmeter til kajer, vej, parkering mv., og de resterende cirka 270.000 kvadratmeter benyttes til alle former for udlejning til havnebrugende industri
  • En del af planen er at flytte containerterminalen fra det nuværende havneområde til Ny Vesthavn
  • Projekt Ny Vesthavn er godkendt af diverse myndigheder og miljøinstanser


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0