AnnonceLuk annonce


Ikke et af de rigtig hårde områder

05-01-2017

Der har været mange tilfælde af hærværk og bilafbrændinger i den nordlioge del af Klosterparkvej. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Klosterparkvej i Kalundborg er en evig tilbagevendende diskussion. Der har siden efteråret været adskillige bilbrande og hærværk af biler i området, og politiet har endnu ikke fundet de skyldige, men arbejder hårdt på at finde gerningsmændene og genskabe roen i området. Derudover har de et tæt samarbejde med SSP i Kalundborg for at forebygge og derved undgå, at de unge kommer ud i ballade.

SSP Kalundborg og den lokale forebyggende indsats under Midt- og Vestsjællands politi arbejder lige nu hårdt på at afværge flere bilafbrændinger og hærværk mod biler i Klosterparksvejsområdet.

”Nytårsdag var vi ude ved 15 familier, for netop at opfordre dem til at holde ekstra øje med deres unge i huset nytårsaften. Og vi blev taget rigtig godt imod alle steder, på nær hos en enkelt familie. Det er utrolig vigtigt at have forældrene inde over sådan et projekt, da de er på 24 timer i døgnet, og derfor er en utrolig vigtig ressource. De kan jo også godt se, at det er af hensyn til både børnene og samfundet, at vi gør, hvad vi gør,” siger Per Kragh, der er politikommissær og leder af den lokale forbyggende indsats i Kalundborg.

Han fortæller, at politiet har et rigtig godt samarbejde med kommunen samt Tryghed og Trivsel, og at det handler om en helhedsindsats.

”Vi er mere synlige deroppe, og har flere bekymringssamtaler med de unge, som vi er bekymrede for, samt deres forældre. Samarbejdet med forældrene er vigtig, da det jo er de unge og børnene, vi skal præge. Derfor er det også nødvendigt med gode relationer til de unge samt deres forældre,” siger Per Kragh.

SSP i Kalundborg Kommune er i samarbejde med bl.a. politiet i gang med forskellige tiltag, og man tager bestemt hærværk og bilbrande alvorligt her også.

”Det vi gjorde den 31. 12. var ud fra, at vi havde efterretninger om, at der ville ske noget nytårsaften, og derfor reagerede vi, og tog ud til nogle familier, som vi vidste havde unge, der muligvis kunne finde på at lave ballade. Men der er tale om en indledende fase, og det er en proces, der skal løbes i gang. Men vi tager det bestemt seriøst, og vi er i fuld gang med, hvordan vi, sammen med vores samarbejdspartnere, kan komme det her til livs,” siger Andreas Knudsen, der er SSP koordinator ved Kalundborg Kommune.

Ikke et stærkt belastet område

Man betegner dog langt fra Klosterparkvej som et af de rigtig hårde områder, der ses andre steder i Danmark. Derudover understreger han vigtigheden at tænke præventivt – både som politi og SSP.

”Helt generelt skal vi jo ikke sammenligne Klosterparkvejsområdet med andre stærkt belastede områder i Danmark, da der faktisk i det store hele kører et godt samarbejde deroppe, og der er en god ånd. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er problemer, og at vi ikke skal tage dem alvorligt og gøre noget ved dem, for det skal vi selvfølgelig. Men vi er ikke bekymrede for området som sådan, men det er et område, hvor vi skal have fokus på det præventive. Det handler om tryghed. Tryghed er et af de store nøgleord. Man skal være tryg, hvor man bor,” siger Per Kragh.

Også kommunikationsansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi, Carsten Andersen, er enig i, at det handler om det præventive arbejde på Klosterparkvej og i området omkring.

”Vi snakker jo meget sammen med SSP i Kalundborg, og har en plan for, hvad vi gør for at stoppe den uro, der er i området pt. Nytårsaftensdag var vi ude og tale med 15 familier, og det havde en positiv effekt. Der var i hvert fald rolig nytårsaften. At det så gerne måtte holde nogle flere dage, er en anden sag, men vi arbejder på at få ro deroppe hele tiden. Vi vil jo hellere gøre noget for at bekæmpe det, inden det sker, siger han.



Klik her for at se billeder


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0