AnnonceLuk annonce


Gravid tricktyv anholdt – og løsladt igen

03-04-2017

Af Jens Nielsen

Den gravide tricktyv som gennem længere tid har været på spil i Gørlev/Høng området blev fredag anholdt, men er også løsladt igen.

Efter henvendelser fra flere borgere slog Midt- og Vestsjællands Politi til mod en adresse i Høng, fredag. Her traf politiet bl.a. en højgravid, 28-årig kvinde fra Rumænien, som blev kortvarigt anholdt som mistænkt for at være den kvinde, der stod bag flere tricktyverier i politikredsen.

I forbindelse med sagen fandt politiet også et par varebiler, der indeholdt effekter, som politiet nu undersøger nærmere, fordi politiet anser af effekter for at være tyvekoster.

Den 28-årige kvinde blev sigtet for i alt 8 tilfælde af tricktyverier i Kalundborg, Køge og Roskilde kommuner inden for de seneste ca. 14 dage.

Sagerne mod kvinden blev forelagt politiets vagthavende jurist, der vurderede, at grundlaget for fremstilling i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling ikke var til stede.

Den sigtede kvinde blev derfor løsladt efter afhøring til sagerne, som senere vil finde deres afgørelse i forbindelse med et retsmøde, som den 28-årige vil blive indkaldt til.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0