AnnonceLuk annonce


Glade børn på asylcentret

25-03-2017

Mustafa smiler meget gerne til kameraet. Foto: Gitte Korsgaard

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg

Man bliver budt velkommen af løbende børn med glade ansigter, der rigtig gerne vil snakke. Nogle taler dansk andre gør ikke. Nogle en blanding, men fælles for dem alle er, at de gerne vil lære at tale sproget. De har frikvarter og løber og leger, som mange danske skolebørn gør i dette øjeblik. De har meget mere med i rygsækken end, hvad de fleste mener, at børn bør bære, men det er stadig en flok ’glade unger’.

Skolen på asylcentret i Kalundborg er fyldt med glade børn, men også med udfordringer. På asylcentret er ca. en tredjedel af beboerne børn, og alle børn mellem seks og 16 år går i skole på Asylcentret. På nær de syv børn, der lige nu går på nogle af kommunens folkeskoler rundt omkring.

På Kalundborg Asylcenter har man en skole med tre klassetrin, der fungerer godt til trods for, at der er en del udfordringer, fordi der er tale om en skole, der konstant er under forandring. Der er hele tiden nye vilkår både i forhold til det faglige og sociale, men også i høj grad, fordi der hele tiden kommer nye børn til, ligesom nogle flytter, fordi de enten har fået asyl, eller fordi det modsatte er tilfældet – at de ikke længere kan få lov at være i Danmark. Alligevel formår man på asylcentret at fastholde et flok glade børn og motivere dem til at lære og være sammen med hinanden trods deres forskellige baggrund.

I juni 2016 startede Kalundborg Asylcenter en skoleklasse op for indskolingsbørn, dvs. børn mellem seks og otte år, og det var et populært tiltag fra begyndelsen. Børnene glædede sig til at begynde, og de voksne var taknemmelige for, at deres børn fik lov at gå i skole.

I juli 2016 kom der således også en skoleklasse for de mellemste (ni – 12 år) og de ældste skolebørn (13 – 16 år). Der er pt. 84 tilmeldte børn i skolen på asylcentret.

”Vi er hele tiden under forandring, og det er selvfølgelig en udfordring på flere områder, men vi har nogle søde og glade børn, der til trods for, hvad de nu har med i bagagen, er velfungerende børn,” siger Jesper Hjelm, der er uddannet pædagog, men er ansat som børnehaveklasselærer på skolen, og fortsætter:

”Selvfølgelig er der problemer, ligesom alle andre steder, og selvfølgelig har børnene her også ting i forhold til, hvad der er sket i deres liv, men det store billede er ikke traumatiserede børn, men glade og taknemmelige børn. Derudover er det selvfølgelig en udfordring, at der er tre årgange sammen i én klasse, da de både fagligt og socialt helt naturligt er på forskellige niveauer. Ligesom de kommer forskellige steder fra i verden, og deraf også har haft meget forskellige skolegang.”

Børnene, der pt. er på skolen på asylcentret er fra bl.a. Irak, Afghanistan, Iran, Libanon og Syrien.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0