AnnonceLuk annonce


Forsker fra Novo Nordisk opfordrer unge til at gå samme vej

02-02-2017

Forsker på Novo Nordisk, Erik Skibsted inspirerer unge til at gå forskervejen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I Kalundborg Kommune har under 1.000 af de bosatte en akademisk uddannelse, og under 40 har en forskningsmæssig uddannelse. Det matcher slet ikke de jobmuligheder, som Kalundborg har.

Netop med baggrund i, at Kalundborg Kommune har brug for flere akademikere, herunder også folk med forskeruddannelse, er Erik Skibsted, der er forsker på Novo Nordisk sammen med Slotshaven Gymnasium i gang med et projekt, der kan inspirere flere unge til at gå forskervejen.

Projektet er startet i Holbæk, men meget snart flytter det også til Allikelund Gymnasium i Kalundborg – måske kan det blive en direkte fødekæde til det lokale erhvervsliv.   

Spørgsmålet er, hvordan man tiltrækker forskning til områder som Kalundborg og Holbæk, hvor der ikke er et universitet – og hvad skal der til før flere unge motiveres til at forske? Erik Skibsted forsøger at finde svaret.

”Jeg fik lyst til at være med til at introducere unge mennesker for ny teknologi. Vi prøver at inspirere, og vi introducerer dem til hele tankegangen omkring problemer i samfundet omkring dem, og hvordan vi kan løse de problemer. Vi kunne have lavet projektet i København, men det er da aktuelt at gøre det i byer som Holbæk og Kalundborg, hvor der netop er brug for flere unge, der har lyst til at gå den vej,” siger Erik Skibsted.

Elever har mange gode idéer

Det er Erik, der står i spidsen for projektet, hvor en gruppe elever skal indsamle data med en nærinfrarød sensor.

”Forløbet er struktureret som et videnskabeligt forløb med samme variation af arbejdsmetoder, dokumentation og præsentationer – og der lægges op til medbestemmelse og kreativitet,” fortæller rektor Malene Grandjean, som har været med i hele opstartsfasen.

Ved hjælp af sensoren kan eleverne scanne forskellige produkter, og med en tilkoblet smartphone, analyseres de indkomne data. På en app kommer disse data frem som eksempelvis fedtindholdet i et specifikt æble, eller kulhydratmængden i en hjemmebagt bolle.

Eleverne var klare i deres svar på, hvorfor de gerne vil være med i dette projekt efter skoletid.

”Det fangede mig med det samme, og jeg ser det som en mulighed for at kunne være med til at skabe måden hvorpå vi bruger fremtidens hverdagsværkstøj,” siger Daniel Stroe fra 1.y på Slotshavens Gymnasium.

Eleverne har mange forskellige idéer til, hvad denne videnskab kan bruges til. En af eleverne foreslår, at de kan teste sukkerindholdet i hestehø, da dette skal begrænses i forhold til hestenes sundhed. En anden taler om en lettere håndtering af fedme eller diabetes. Mulighederne er mange – det samme er idéerne.

Den lille lokale ”forskningsenhed” mødes cirka en gang om måneden, og der er lagt op til, at de indsamlede data skal formidles lokalt, men også på Københavns Universitet og selvfølgelig digitalt.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0