AnnonceLuk annonce


Folk med demens bor på Månen

29-03-2017

Næsten 100 tilhørere til foredraget om demens i Ubby Forsamlingshus. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg Kommunes demenskonsulenter havde inviteret interesserede til et spændende foredrag om demens, den invitation havde næsten 100 taget imod, tirsdag eftermiddag.

Foredraget var for alle pårørende, frivillige, medarbejdere og interesserede, der gerne vil forstå, hvad der sker i en familie, der rammes af demens.

”Vi er lidt imponeret over at så mange har lyst til at være med her i dag, det er rigtigt positivt”, sagde demenskonsulent Lise Bugge, i sin velkomst til de fremmødte i Ubby Forsamlingshus.

Eftermiddagen bød på et spændende foredrag af forfatter Vibeke Drevsen Bach, som engageret, levende og personligt, fortalte om den demensramtes rejse, og om hvordan man som venner og pårørende kan bidrage.

Vibeke Drevsen Bach tog i foredraget "Rejsen fra Jorden til Månen" deltagerne med på en rejse, hvor hun beskriver dét at få en demenssygdom er som at udløse en enkeltbillet til månen. Fortællingen hjælper med at forstå, hvordan det kan opleves at være - og at bo med - en demensramt.

Demens er den ultimative, mest angstprovokerende rejse. Man mister rum- og retningsfornemmelse, sprog, kropsoplevelse og fornemmelse for, hvem man kender, og hvem man selv er. Man rejser mellem to planeter og befinder sig i det store, sorte tomrum, sagde Vibeke Drevsen Bach, og fortsatte.

”Rejsen til Månen foregår lidt i ryk, men man oplever undervejs, at alt bliver anderledes, og man mister fornemmelsen for alt på Jorden. De pårørende kan vælge at blive på Jorden, eller også kan de tage med til Månen og rejse frem og tilbage. Hvis ikke de gør det, udvikler den dementes sygdom sig med lynets hast.

Kalundborg Kommune prioriterer demensområdet

Kommunen har gennem flere år arbejdet målrettet med at udvikle området for demensramte, blandt andet med aflastning af pårørende, to plejecentre målrettet demensramte, og undervisning af pårørende.

Tirsdagens foredrag var endnu et tiltag i arbejdet med at oplyse om demenssygdom og forhåbentlig gøre pårørende, venner og andre i demensramtes netværk i stand til bedre at forstå og hjælpe både demensramte, ægtefæller og andre nære pårørende.

Fakta

I Danmark indikerer nøgletal på demensområdet at:

·         Mere end 80.000 mennesker menes at have en demenssygdom. Heraf menes omkring 50.000 at have Alzheimers sygdom

·         3.000 personer under 65 år har en demensdiagnose

·         Omtrent 7.700 nye tilfælde af demens konstateres hvert år

·         Op imod 300.000-400.000 danskere er nære pårørende til en person, der lider af en demenssygdom

·         Knap 20.000 borgere indløste medicin mod Alzheimers sygdom i 2012

·         De direkte omkostninger ved demens menes at andrage omkring 24 milliarder kr. om året

(kilde: videnscenterfordemens.dk)

 



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0