AnnonceLuk annonce


Fokus på sprog i dagplejen virker

13-02-2017

Der bliver øvet ord hos Karina Andersen, der er dagplejemor i Høng. Foto: Gitte Korsgaard.

Forældre og dagplejere er enige i den første evaluering af sprogprojektet "100 ord på 100 dage": Uanset om børnene ved projektets begyndelse havde et lille eller stort ordforråd, har de fået et større ordforråd gennem projektets fokus på sprog.

I alt 350 børn og deres familier har været involveret i "100 ord på 100 dage", der systematisk sætter fokus på ord og ordforråd hos de mindste børn i den kommunale dagpleje. Blandt andet har forældre fået en række konkrete redskaber til at tale med deres børn om bestemte ord.

Evalueringen af projektet "100 ord på 100 dage" viser, at andelen af børn, der har et ordforråd på under 100 ord, er faldet med en fjerdedel. I den anden ende af skalaen vurderede 18 % af forældrene før projektets start, at deres børn have et ordforråd på over 200 ord. Denne andel er steget til 24 % ved evalueringen af projektet.

”Vi er utrolig glade for at konstatere, at indsatsen virker. Børnene udvikler sig sprogligt meget positivt. Selvom forældrene svarer, at de ikke har flere samtaler med deres børn, hvor de har fokus på specifikke ord, så viser evalueringen en markant udvikling”, siger Tina Langholz, teamleder i Børn, Læring og Uddannelse hos Kalundborg kommune.

I "100 ord på 100 dage" er familierne helt centrale. Ved projektets start fik hver familie udleveret et stort lamineret billede, der forestillede en bondegård. Hver dag fik barnet et ord og et billede med hjem, som familien så kunne samtale om. Alle ord og billeder kunne findes på det store billede.

”Projektet er et godt eksempel på, hvordan vi arbejder med hele tiden at forny og forbedre vores samarbejde med forældrene til de børn, vi passer på. Vi ved, at sprog er helt centralt for læring og trivsel”, siger Hanne Dollerup, direktør i Kalundborg kommune.

Læs også: En ko er ikke bare en ko

 

Kommunen arbejder i alle dagtilbud efter KLAR-pædagogikken. KLAR står for Kvalitet, Læring, Aktiv familie og Ressourcesyn. "100 ord på 100 dage" er en del af Aktiv familie.

Dagplejerne har også taget projektet til sig og arbejder konkret med dagens ord gennem sang, leg og historiefortælling. Hele 96 % af dagplejerne svarer, at de dagligt har fokus på at lære børnene nye ord.

”Mange dagplejere melder desuden, at de har oplevet en ny glæde hos børnene ved at lære ord, ligesom de refererer, at forældrene synes, at projektet giver stor værdi”, siger Tina Langholz.

Dagplejerne vurderer på linje med forældrene, at børnene har fået et større ordforråd.



Klik her for at se billeder


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0