AnnonceLuk annonce


Farligt kryds bliver lavet om

18-11-2016

Krydset Tømmerupvej-Kåstrupvej ved Tømmerup Brugs bliver nu ændret. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Krydset Tømmerupvej-Kåstrupvej ved Tømmerup Brugs har længe været udskældt, da der sker mange trafikulykker netop der pga. dårlige forhold. Det har Kalundborg Kommune nu indset.

Den ene trafikulykke efter den anden i krydset Tømmerupvej-Kåstrupvej ved Tømmerup Brugs har nu fået Kalundborg Kommune til at indse, at der er noget galt med trafiksikkerheden det pågældende sted i Tømmerup, og man gør nu noget ved det.

”Jeg blev glædelig overrasket, det vil virkelig gøre en forskel, men det kræver selvfølgelig også, at folk overholder færdselsreglerne, men sådan er det jo alle steder. Men det kan da kun blive bedre. Der sker mere, end jeg havde turde håbe på, og vi glæder os meget over det herude,” siger Bettina Dahl Eriksen, der bor i Tømmerup, og kan stå og se lige ned på det udskældte kryds.

Ahmet Bilgin, der er vejingeniør ved Kalundborg Kommune mødtes for nylig med leverandøren af de trafikdæmpende foranstaltninger i vejkrydset i Tømmerup, og han kan se, at der er noget galt. Kørebanen er i sin tid blevet hævet, og har fået påført et lag rød asfalt i forsøget på at sænke hastigheden på trafikken. Asfalten der angiveligt skulle være rød, er dog ikke rød, hvilket i sig selv er et problem.

”Der er åbenbart blevet bestilt røde skærver med sort klæbemiddel, der ikke giver den optimale røde farve. Der skulle være bestilt noget andet for at give den skrigrøde farve, vi netop ville have til stedet,” siger Ahmet Bilgin.

Bliv tilmeldt vores nyhedsbrev og få en e-mail hvergang der er nyt på TV-Kalundborg.dk, KLIK HER

Men den røde farve er ikke det eneste, der er galt i det kryds, ifølge Ahmet Bilgin, der ikke selv var ansat ved kommunen, da man i sin tid forsøgte at lave god trafiksikkerhed i det pågældende kryds i Tømmerup. Udover den manglende røde farve, er krydsets overflade ikke hævet ret meget, og fodgængerfelterne er fjernet fra krydset, hvilket er et stort problem.

”Vi skal have kigget på, om den hævede overflade lever op til forventningerne, for der har været adskillige henvendelser fra borgere i området om, at bilister kører alt for stærkt gennem krydset,” siger Ahmet Bilgin.

Ahmet Bilgin mener derimod, at en hastighedsgrænse på 40 km/t vil være passende, idet bilister har et visuelt indtryk af, at man kan køre direkte gennem krydset med højere fart, end man reelt kan.

”Det går ned ad bakke fra Kåstrup mod Spangsbro, og der er et lille hul, man ikke ser før i sidste øjeblik. Det er vi nødt til at få set på,” siger han.

Fodgængerfeltet, der er fjernet fra krydset, skal retableres.  Det er der allerede givet samtykke til fra politiets side. Men da der ikke er nogen asfaltproducenter, der har det rette produkt til at farve asfalten korrekt pt., forventer han først at kunne igangsætte projektet til foråret.

Læs også: Der arbejdes på at forbedre ´udskældt kryds´

 

Læs også: Farlig skolevej


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0