AnnonceLuk annonce


Endnu et musikarrangement til Kalundborg

20-03-2017

'Musik i Gryden' 2016, hvor gæsterne trods regn var i vældig festhumør. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

SBK Event ved Søren Knudsen, der står bag Musik i Gryden til sommer har netop meddelt, at koncerten er udsolgt, men har samtidig fortalt, at der kommer endnu et arrangement i Gryden til september.

Her knap tre måneder før arrangementet i Gryden, er alle 500 billetter revet væk. Der har været en kæmpe interesse for arrangementet, men det er ikke det eneste musikarrangement, som SBK Event ved Søren Knudsen står bag.

”Det er med meget stor glæde og stolthed, at vi kan melde alt udsolgt til Musik i Gryden, lørdag den 17. juni på Møllebakken. Men ’Musik i Gryden’ den 17. juni er ikke det eneste arrangement i Gryden til sommer. For den 2. september kommer, som noget helt nyt, også ’Øl & Rock i Gryden’," siger en glad Søren Knudsen og fortsætter:

”Vi er meget glade for at kunne præsentere dette nye koncept i Gryden. Der bliver rigeligt med både øl og rock til en sensommeraften i Gryden,” siger Søren Knudsen.

Den 2. september vil det være tre danske kopibands, der står for musikken.

'E-street Jam' ano 2017 kommer og underholder og begejstrer den trofaste og voksende skare af Bruce Springsteen fans. Derudover kommer bandet ’A Little Dizzy’, der er en hyldest til Dizzy Mizz Lizzy. Og hvem vil ikke gerne stå i Gryden med en fadøl i hånden, to fingre i vejret og synge med på Silverflame. Endelig kommer det lokale band ’Guitar Rebels’, der med deres Guns N’ Gangsters Tour 2017 rammer Kalundborg den dag. De populære drenge slutter festen af i Gryden den dag,” fortæller Søren Knudsen

Specialøl i lange baner

Til ’Øl & Rock i Gryden’ vil der være gode muligheder for at smage forskellige øl, da SBK Event har lavet aftaler med en lang række bryggerier om at komme og sælge deres øl til koncerten den dag.

”Før og under musikken har vi lavet aftale med en lang række forskellige små bryggerier, som alle kommer og sælger deres øl på pladsen. De sidste aftaler er ved at blive afsluttet, og vi håber, at der kommer mellem 12 – 15 forskellige bryggerier på pladsen,” siger Søren Knudsen.

Slagter Jacob vil igen være på pladsen med store burgere, som passer til øllet. Billetsalget begynder den 1. maj 2017, og der sælges kun 500 billetter til arrangementet.

Nærmere informationer om spilletider, ølsalgssteder mm. kommer senere.

Program til ’Musik i Gryden’ den 17. juni ser således ud:

  • Kl 18:00              Jacob Dinesen med band                                                                                     
  • Kl 20:00              Hanne Boel                                                                                      
  • Kl 22:00              Zizidada

I pauserne på scenen spiller Leo, kendt fra Karl Hermans Trio, sine fortolkninger af John Mogensen i sommerpavillonen ved ølteltet. 

Under hele arrangementet vil Slagter Jacob stå med sin bod og sørge for, at publikum kan købe den specielle bøfsalat, og som noget nyt vil vi også tilbyde publikum Flammkuchen på pladsen. Både før middagen eller lavet som dessert til kaffen.



Klik her for at se billeder


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0