AnnonceLuk annonce


’Den 8. Himmel’ klar med sommerens program

27-03-2017

Mek Pek og Habbasutterne kommer igen til Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Arrangørerne bag ’Den 8. Himmel’ børnekoncerterne i Klosterparken, er klar med sommerens spændende program, som byder på masser af nyheder, men også på en gammel kending.                                             

Vi voksne har hver vores stjerner, som vi gerne vil opleve - fra Lukas Graham og Beyoncé til Copenhagen Phil. Sådan har vores børn det også - de vil også gerne møde deres allerkæreste stjerner, som de kender fra TV. Dét får de mulighed for hver sommer i Klosterparken i Kalundborg. Fire tirsdag formiddage i sommerferien er der koncerter for børn og deres familier eller deres dagtilbud. Koncerterne præsenteres samlet under overskriften "Den 8. Himmel". Nogle af koncerterne er med Ramasjang-værter og andre med bands, som kan noget helt specielt, men som ikke har været på tv.

Den 8. Himmel lægger ud med Malene Qvist sammen med bandet Mek Pek & Habbasutterne. Det bliver den første tirsdag i skolernes sommerferie. ”Sidste år sprang vi Habbasutterne over efter mange somre med Mek Pek”, fortæller en af arrangørerne Søren Vind, - ”men mange blandt publikum har ønsket ham og Habbasutterne tilbage, og det bliver sammen med Ramasjang-vært Malene Qvist, som jo også var med i "Sukkerchok". Det bliver et rigtigt Mek Pek show med både de gode gamle sange og en masse nye.

De Onde er et splinternyt børneorkester, der, som navnet antyder, er onde! Der er fart over feltet, når onde Tobias fyrer op under elguitaren, og når Torben spiller den onde bas. Og så er der Carl, der er ond til at spille trommer, og Peter som kan spille så højt på trompeten, at det gør helt ondt. Det bliver en koncert, der kan få selv de sødeste små englebørn til at hoppe med på den onde bølge. Den onde på trommer er Carl Quist-Møller, den onde på guitar er Tobias Trier og den onde på trompeten er Peter Marrott fra DR Bigband. De Onde kommer 4. juli.

Og så kan man godt begynde at glæde til, at Jazz Five kommer den 25. juli! De tager os med til nutidens New Orleans og leverer et show med funk, blues, shuffle og jazz’n’roll. Bandet er en glad, swingende og sveddryppende festmaskine, der inviterer os med til Mardi Gras i New Orleans og et show i topklasse. Med to saxer i front, energisk rytmegruppe, et overophedet blues-piano og en syngeglad trommeslager, giver Jazz Five børnene alt, de har!

Jazz Five modtog i 2014 og 2016 en Danish Music Award for årets danske børnejazz-navn.

Der bliver gang i den, når Trolle og Tormod sparker dørene ind til byens børnehjerter med deres seje og sjove koncert. Med spaderne på ryggen sætter de to friske fyre fut i børn og voksne. ”Vi spiller mest reggae, men engang imellem kan vi ikke lade være at spille den gode gammeldags rock”, siger Morten Trolle, ”og vi tager Chapper med, så bliver vi nemlig til The Trolle & Tormod Power Show feat. Chapper”. - De kommer 1. august. ”De er lidt småskøre”, siger Henrik Hansen, en anden af arrangørerne, ”men på den gode måde! Man kan ikke få nok af deres fjollerier”.

Den 8. Himmels arrangører har lavet koncerter for børn i Klosterparken i nu 12 år, og hvert år er der kommet stadigt større publikum. ”Der er gerne mellem 1.000 og 1.500 på parkens tilskuerpladser til hver koncert”, siger Trine Sustmann, Lone Kongsted og Henrik Hansen – ”og så er der også fyldt helt op. Man bliver glad af at se så mange mennesker i parken, sammen om store oplevelser”. Kunstnerne tager kærligt imod børnene. Her møder børnene kulturen i fælleskab og kan senere sige "kan du huske dengang i Den 8. Himmel?"

Billetter købes ved indgangen. Alle koncerter begynder kl. 10.30 og varer en lille times tid. 

Den 8. Himmel er støttet af Kalundborg Kommunes Koncertudvalg, af Y's Men's Club og af Den Kulturelle Rygsæk.

Følg med på Facebook – og på TV-Kalundborg.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0