AnnonceLuk annonce


Trafikken udfordres ved stort gravearbejde

05-01-2017

Richard Tobiasen, Kalundborg Forsyning. Privatfoto

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Forsyning laver ny separatkloakering i midtbyen i Kalundborg - denne gang handler det om Vænget. Her er de gamle kloakrør fra 1960’erne slidt ned og bliver erstattet af nye rør, hvor regnvand og spildevand bliver adskilt. 

Man regner med at gå i gang med at lave separatkloakeringen i Vænget i Kalundborg i næste uge, og ifølge projektleder Richard Tobiasen er Vænget køreklar igen i begyndelse af maj, alt afhængig af vejret, da der er tale om et projekt, der kan byde på udfordringer. Især fordi grundvandet ligger højt i den sydlige del af Vænget. Trafikken og de ældre huse er også en udfordring.

Projektet har derfor krævet flere forundersøgelser før start, og Richard Tobiasen håber på tørvejr, når der arbejdes med udskiftningen af de nedslidte kloakrør.

”De gamle betonrør har udtjent deres værnepligt,” tilføjer han.

Kloakprojektet betyder, at Vænget i perioder vil være lukket for trafik, og det gælder primært gadestrækningen mellem Bredgade og Jernbanevej. Selve gravearbejdet vil strække sig fra gågade-området i nord til havneområdet. For beboerne i de 26 lejligheder langs strækningen betyder arbejdet kun gener på gadeplan, og de vil i de nærmeste dage modtage brev fra Kalundborg Forsyning om kloakeringsprojektet. 

Der vil være mulighed for at komme til biografen, Kino Den Blå Engel, i hele anlægsperioden. Gågade-delen af Vænget i Kalundborg er allerede kloakmæssigt renoveret. Det skete i forbindelse med den store gennemgribende renovering af Kordilgade for flere år siden.



Klik her for at se billeder


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0