AnnonceLuk annonce


Café har fået midlertidig bevilling

08-04-2017

Café Zig Zag i Kalundborg. Arkivfoto: Jens Nielsen. 

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk  

Da selskabet Cklb ApS (tidligere Café Zig Zag) blev erklæret under konkurs den 21. 3. 2017 mistede ejerne samtidig alkoholbevillingen. Det har dog ikke forhindret dem i at sælge alkohol i de små tre uger, hvor de ingen bevilling har haft. Caféen har imidlertid, i går, fået tildelt en midlertidig bevilling.

Midt & Vestsjællands Politi har modtaget en ansøgning om alkoholbevilling fra et nyt selskab – Café Zig Zag ApS, og man har, i går fredag, udstedt en midlertidig alkoholbevilling til Café Zig Zag ApS, der gælder i en tidsbegrænset periode, dog senest til bevillingsmyndigheden har truffet endelig afgørelse, oplyser de hos Midt & Vestsjællands Politi. Man har, fra politiets side, samtidig gået ud fra, at der selvfølgelig ikke blev solgt alkohol på caféen i perioden, hvor man ingen alkoholbevilling havde.

Café Zig Zag gik konkurs den 21.marts, og har deraf ikke haft nogen alkoholbevilling fra den 21.3. og frem til i går den 7.4., men ejerne på caféen har dog alligevel skænket alkohol i de knap tre uger, hvor de har været uden bevilling.

Ingen løn til medarbejderne

Medarbejderne blev i øvrigt kaldt sammen den 29.marts, hvor ejerne af Café Zig Zag først her fortalte, at de var gået konkurs, men at der var stiftet et nyt selskab, og at medarbejderne blot skulle skrive under på en ny kontrakt. Derudover skulle de søge deres sidste løn i det gamle selskab hos Lønmodtagernes Garantifond, blev de fortalt af ejerne af caféen.

Det fortæller kurator, Ole Vestergaard, som også fortæller, at det imidlertid ikke er en mulighed at smutte fra sine forpligtigelser, da der er en lov om lønmodtagers retsstilling ved virksomhedsoverdragelser - også kaldet ’virksomhedsoverdragelsesloven’, hvor der i §2 står:

”Overdrages en virksomhed eller en del heraf, indtræder erhververen umiddelbart i de rettigheder og forpligtelser, der bestod på overtagelsestidspunktet.”

”Så man kan ikke tørre forpligtelsen af på Lønmodtagerens Garantifond. Der var også nogen, der fortrød, hvad der var blevet sagt, da lønnen efterfølgende er blevet betalt,” siger Ole Vestergaard.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0