AnnonceLuk annonce


Gift med en af hverdagens helte

07-04-2017

Iben Gaarsdal Hansen er gift med Ulrik Kristian Hansen, der har været brandmand på deltid i 22 år. Foto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Hun kan stadig blive nervøs, når hendes mand farer af sted til en husbrand, et færdselsuheld, et olieudslip, en skovbrand eller noget andet. Året rundt står han parat til at smide, hvad han har i hænderne, og smutte fra hustru, børn, middag, hygge med vennerne, juleaften eller nytårsaften. 

Iben Gaarsdal Hansen har været gift med Ulrik Kristian Hansen i alle de 22 år, som han nu har været deltids brandmand. Sammen har de fem børn, i alderen 11 til 22 år. Der var altså fem små børn hjemme, mens Ulrik slap, hvad han havde i hænderne for at hjælpe et sted. Det har ikke altid været lige let.

Hver gang en brandmand drager af sted, er der en fare for, at han kommer til skade, det er måske ikke noget, mange tænker over, men at være brandmand er ikke ufarligt. Derudover kan det også være svært som pårørende til en brandmand at leve med angsten for, at der sker en, man elsker noget.

”Udover, at man selvfølgelig bliver bekymret, hvis man intet hører, når han er taget af sted til fx en ildebrand, er det altså heller ikke altid lige fedt, når man ikke kan lave en aftale med sin mand. Han tog af sted midt i, at vi spiste frokost en nytårsaften, hvor vi skulle ud til nogle venner, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at vi nok ikke kom af sted, da jeg ikke havde kørekort dengang, og han sikkert ikke nåede hjem til nytår,” fortæller Iben Gaarsdal Hansen.

Iben Gaarsdal Hansen kunne også blive meget vred over forskellige situationer, da hun var yngre. Dengang havde man ikke telefoner osv. på samme måde som i dag, og det kunne derfor være mere besværligt at komme i kontakt med sin mand.

”Jeg kunne godt blive frustreret over ikke at vide, hvad der foregik. Både fordi man blev bekymret, men også fordi man var irriteret over situationen. Men frygten udvikler sig faktisk med alderen. Man bliver mere bekymret, og tænker nok mere over livet – også når man får børn selvfølgelig. Men jeg tænker mere over det i dag. Hvis jeg vågner, og han stadig ikke er kommet hjem efter at være kørt nogle timer tidligere, bliver jeg mere bekymret. Andre gange sover jeg fra det hele, for man vender sig nok i virkeligheden lidt til det også,” siger hun.

Af sted med sæbe på kroppen

Når bipperen lyder, skal det gå stærkt. Ifølge lovgivningen må der maksimalt gå fem min. fra alarmen er gået på brandstationen til, at den første brandbil kører af sted.

”Jeg fandt engang barbergrejet smidt midt ude på gulvet i gangen, ligesom Ulrik også engang har måtte tage tøj på med sæbe på kroppen, fordi han ikke kunne nå at skylle det af. Det var vidst ikke særlig behageligt, hvis du spørger Ulrik. Men så hurtig skal det gå. Han har også været ved at løbe naboen ned,” fortæller Iben Gaarsdal Hansen og fortsætter:

”Jeg stod engang nede i supermarkedet med indkøbsvogn, og pludselig måtte Ulrik løbe. Der stod jeg, og han havde penge og bilnøgler. Jeg kan også huske engang, hvor vi skulle på julegaveindkøb, og det skulle være rigtig hyggeligt, men det endte med, at jeg tog af sted alene, fordi han blev kaldt ud. Hold nu op, hvor var jeg sur. Det lyder måske ikke af meget, men det kan være rimelig irriterende, når man aldrig kan gøre noget, og impulsiviteten ligesom forsvinder. Men jeg ved jo godt, hvorfor Ulrik gør det, og jeg forstår det - og beundrer det.”

Fra højttaleren lyder: Ulriks hustru skal føde

Det er på alle tidspunkter, at bipperen ringer, og brandfolkene slipper, hvad de har i hænderne, hvis de har vagt, og det havde Ulrik, da hans hustru pudselig fik veer, og han måtte af sted til ildebrand. Da de er på vej tilbage i brandbilen, får Ulrik besked om, at han skal hjem, for hans hustru skal altså føde.

”Jeg når det heldigvis, og det hele går godt, men det er klart, at det ikke er en optimal situation, når det pludselig sker, og man har vagt, og det brænder et sted. Men alt gik heldigvis godt,” siger Ulrik Kristian Hansen.

”Børnene ser meget op til ham, især vores den store var meget imponeret over, at hans far var brandmand, da han var lille. I dag synes de jo også, at det er fint, at han er brandmand, og dermed udfører et vigtigt stykke arbejde. Ulrik er jo også falckredder, hvilket betyder, at han også der kommer ud til trafikulykker, herunder folk, der sidder fastklemt i deres biler, børn og voksne, der er kommet til skade og meget andet,” fortæller Iben.

I det hele taget har Iben stor forståelse for, hvad hendes mand laver, ellers havde det heller ikke fungeret, da man skal være indstillet på, at leve sit liv efter den lille larmende bipper, som Ulrik altid har på sig.

”Jeg tror noget af det, jeg har sværest ved at forstå er, når andre ikke har forståelse for, hvor vigtigt et job min mand, og alle de andre brandfolk, faktisk udfører. De ”løber” fra deres arbejdsplads, for at udføre et andet og meget vigtigt stykke arbejde. Et arbejde, der kan være rimeligt hårdt - også psykisk.”

Nogle af os tager det måske som en selvfølge, at de er her. Brandmændene. For det er de jo. Og ja, det er et deltidsjob, ligesom mange andre, og ja, de får løn for det, men faktum er også, at man ikke bliver rig af at være brandmand, ligesom det har nogle store private konsekvenser at være på vagt stort set altid. For selvom man ikke har vagten, hjælper man selvfølgelig sine kollegaer, hvis de har brug for det, da det kan være altafgørende i sidste ende. Faktum er altså, at brandmænd slipper alt, hvad de har i hænderne, hver gang deres bipper lyder. Så måske det er på tide, at vi alle sender dem en venlig tanke, og glæder os over, at vi har brandmænd, der hjælper hver eneste gang, der er brug for dem.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0