AnnonceLuk annonce


Betænksomhed i en kold tid

22-12-2016

Else Marie Jespersen, der er formand for Røde Kors Kalundborg afdeling. Foto Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Hos Røde Kors i Kalundborg havde man ekstra travlt onsdag. Omkring 100 familier, der har svært ved at få pengene til at slå til i julen, kom nemlig forbi for at hente julekurve eller gavekort.

Der bliver uddelt julehjælp i stor stil fra Røde Korsbutikken i Kalundborg. I år deles der nemlig endnu flere store julekurve og gavekort end tidligere, da der er flere familier, der søger.

”Vi deler 45 små kurve og 20 store kurve ud samt 20 store gavekort på 800 kr. og 20 små gavekort til Coop på 400 kr. Der har været rigtig mange ansøgere i år - mere end vi har kunnet imødekomme selvom vi udbyder fem gange så mange gavekort end tidligere. Det store antal ansøgere begrundes i meget trængt økonomi pga. kontanthjælpsloftet og den lavere integrationsydelse,” siger Else Marie Jespersen, der er formand for Røde Kors Kalundborg afdeling.

Røde Kors i Kalundborg og Gørlev har haft et fantastisk godt samarbejde med Spar Jyderup, der på alle har serviceret dem i forbindelse med sammensætning, pakning osv. af julekurvene.

”Vi er fantastisk glade for alle dem, der har hjulpet og doneret, uden dem kunne det ikke lade sig gøre. Vi er fem, der er hernede nu og har gået og pakket. Der er rigtig meget at pakke, da der er mad til alle juledagene. De gør i øvrigt det samme i Røde Kors butikken i Gørlev. Der har været kø hele vejen gennem butikken,” siger Else Marie Jespersen.

Sundhedsplejerske er med til at vurdere

Det er den ledende sundhedsplejerske Bodil Giversen, der har haft det store arbejde med at modtage, vurdere og indstille ansøgerne til os i Røde Kors - i høj grad på baggrund af det kendskab sundhedsplejen allerede har til børnefamilierne i kommunen.

”Det er vi meget taknemmelige for. Vi ved, at det er et stort arbejde, men netop sundhedsplejen kan om nogen vurdere hver enkelt familie, da de har adgang til oplysninger, som vi ikke har, og det er ofte børnefamilier, der søger,” siger Else Marie Jespersen.

Betænksomhed i en kold tid

De forskellige butikker i Kalundborg, der har juletræ stående ude foran forretningen, har også doneret deres juletræer til økonomiske trængte familier, og de kan afhentes den 23.12.

På seks år er ansøgningerne til julehjælp gennem Røde Kors på landsplan steget med 525 %. I 2010 delte Røde Kors julehjælp ud til 1.600 familier. Det tal er nu steget til 10.000 familier.



Klik her for at se billeder


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0